Af Ritzau - 16/05-17 09:06

Berømt mexicansk journalist er dræbt på åben gadeBerømt mexicansk journalist er dræbt på åben gade

Mordraten i Mexico er på det højeste siden narkokrigen i 2011, og det er farligt for journalister at arbejde.

Den mexicanske journalist Javier Valdez, der var berømt for sine reportager om den kriminelle underverden i Mexico, er dræbt, efter ukendte gerningsmænd åbnede ild mod hans bil.

Angrebet fandt sted mandag i Culiacan i den mexicanske stat Sinaloa.

Fotografier viser liget af Valdez, der ligger midt på en gade. Den bredskyggede hat, som han ofte bar, er faldet til jorden midt mellem gule cirkler, som markerer, hvor kugler har ramt.

Valdez er den femte journalist, som er dræbt siden marts. Det gør Mexico til det farligste land i verden for journalister at arbejde. Mordraten i landet er på sit højeste siden narkokrigen i 2011.

I Autlan i nabostaten Jalisco, hvor et nyt narkokartel har sat sig tungt, åbnede ukendte ild mod Sonia Cordova, der er chef for ugemagasinet Semanario Costeno.

Hun blev såret ved angrebet, mens hendes søn, der var journalist på magasinet, blev dræbt. Også han havde lejlighedsvis skrevet om narkokriminalitet.

Autlan er bedst kendt som rockmusikeren Carlos Santanas fødeby.

Javier Valdez var en Mexicos mest kendte journalister. Hans brede dækning af narkokrigen blev belønnet med en lang række priser. Blandt dem var The International Press Freedom Award og Committee to Protect Journalists.

Hans berømmelse gik langt ud over landets grænser.

- Jeg får tårer i øjnene ved at høre om mordet på Javier Valdez Cardenas, en af de bedste skribenter og journalister i Mexico, skriver den britiske forfatter Ioan Grillo på Twitter.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx