Af Ritzau - 20/12-16 19:09

24 sårede fra angreb i Berlin er udskrevet24 sårede fra angreb i Berlin er udskrevet

25 patienter er fortsat i behandling på hospitalet efter angrebet, oplyser Berlins senatsforvaltning.

24 sårede fra mandagens angreb i Berlin er udskrevet fra hospitalet.

Det oplyser det tyske nyhedsbureau dpa, der henviser til oplysninger fra politiet.

Mindst tolv personer blev dræbt, da en lastbil kørte ind i en folkemængde ved julemarkedet på Breitscheidsplatz i den tyske hovedstad. 48 mennesker blev såret, flere af dem alvorligt.

- 25 patienter er under fortsat behandling på hospitalet efter angrebet, siger Berlins senatsforvaltning.

- 14 er hårdt såret, hedder det.

Blandt de 12 dræbte er den polske chauffør, hvis lig blev fundet på lastbilens passagersæde.

Lastbilens oprindelige chauffør blev ifølge dpa's informationer skudt og dræbt med et skydevåben af lille kaliber.

Seks af de dræbte var tyskere. Der er endnu ikke offentliggjort oplysninger om de øvrige dødsofre.

De tyske myndigheder frygter, at der kan komme flere angreb. Bekymringen er ekstra stor, da man ikke har pågrebet den person, som kørte lastbilen og torpederede julemarkedet.

Den tyske anklagemyndighed meddelte tirsdag aften, at de har løsladt en pakistaner, som var mistænkt og anholdt for dødskørslen.

- Vi må gå ud fra, at vi ikke har fat i den rigtige person. Men det er ikke helt sikkert. Vi mangler nogle resultater, siger den tyske rigsadvokat, Peter Frank.

Talsmænd for Berlins politi tilføjer, at det er muligt, at der stadig er en farlig gerningsmand på fri fod, og at folk skal være på vagt.

- Situationen er den, at vi muligvis stadig har en farlig kriminel i området, og det skaber selvfølgelig bekymring i offentligheden, siger chefen for Berlins politi, Klaus Kandt.

/ritzau/dpa

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx