Af Ritzau - 01/06-17 09:18; Opdateret: 01/06-17 09:42

Aftale om kommunernes økonomi ventes på plads torsdagAftale om kommunernes økonomi ventes på plads torsdag

Regeringen og KL har forhandlet natten til torsdag for at nå en aftale om kommunernes økonomi næste år.

Hvor mange penge har kommunerne at gøre godt med til skoler, børnehaver og veje næste år?

Det spørgsmål bliver formentlig besvaret torsdag. Efter at have forhandlet natten igennem er regeringen og KL nemlig tæt på en aftale.

Finansministeriet har indkaldt til "afsluttende forhandlinger" om kommunernes økonomi klokken 12.00. Her ventes en aftale at kunne blive præsenteret.

Landets 98 kommunerne er gået til forhandlingerne med et ønske om at rette op på et efterslæb på nybyggeri og vedligeholdelse.

Nedslidte skoler og veje kræver penge. Samtidig vokser en række kommuner, hvilket kræver nye institutioner til de nye borgere, har det lydt fra formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V).

- Der er absolut ikke frås i kommunerne. Hvis man ser, hvor anlægspengene bliver brugt lige nu, så er det hos staten og regionerne på supersygehuse og broer, sagde Martin Damm til Ritzau ved indgangen til forhandlingerne.

Han slår fast, at et kommunalt anlægsniveau på 15 milliarder kroner vil være på det laveste niveau siden kommunalreformen. Det mener han ikke er forsvarligt på nuværende tidspunkt.

- En række bykommuner får betydeligt flere indbyggere i disse år. Andre kommuner med faldende befolkningstal er nødt til at investere i nye bygninger og anlæg for at kunne spare på driftsbudgettet.

- Hvis antallet af skolebørn falder, kan det for eksempel være økonomisk mest fornuftigt at lukke nogle af de gamle skoler og i stedet bygge en ny, sagde Martin Damm.

Finansminister Kristian Jensen har til gengæld talt for, at der er behov for at bremse op, efter en årrække hvor det offentlige byggeri har været brugt som vækstmotor efter finanskrisen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx