Af Ritzau - 22/12-16 12:16; Opdateret: 22/12-16 13:11

Færre julerejsedage giver rift om billetterne hos DSBFærre julerejsedage giver rift om billetterne hos DSB

I år har danskerne færre dage til at transportere sig på tværs af landet, og det kan mærkes hos DSB.

Automaterne på de danske togstationer spytter billetter ud i hobetal op til jul.

Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

Ifølge ham skyldes først og fremmest, at der i år er færre rejsedage op til jul end sidste år, fordi juleaften i år falder på en lørdag. Derfor rejser langt de fleste torsdag og fredag.

- Der er meget mere rift om billetterne, end der var sidste år, lyder det fra informationschefen.

- Sidste år havde vi fem dage til at afvikle det. I år har vi to. Vi kan godt mærke, at salget af pladsbilletter ligger 12 procent over sidste år, siger Tony Bispeskov.

Det er den samlede mængde af billetter, der er solgt frem til torsdag middag, som er steget med 12 procent sammenlignet med sidste år.

Informationschefen forsikrer dog, at der stadig er billetter til salg, og at der særligt er plads i InterCity-togene.

DSB har forberedt sig på, at der i år kommer mere aktivitet på stationerne. Man har derfor 125 medarbejdere klar på de fem største stationer.

De skal hjælpe med at svare på spørgsmål og få både passagerer og julegaver om bord.

Men ikke kun togskinnerne kommer på overarbejde i juledagene. Det gør de danske motorveje også.

Vejdirektoratet har meldt ud, at vejene bliver ekstra pakkede i år op til jul.

Alligevel forventes det, at trafikken kommer til at glide stille og roligt. Det baserer Vejdirektoratet på de første timer af 22. december, fortæller vagthavende Mette Nedergaard.

- Morgentrafikken var faktisk ikke eksisterende i forhold til, hvad vi normalt ser en torsdag morgen. Meget kunne tyde på, at rigtig mange allerede er gået på ferie, siger hun.

Spørgsmål: Kan det ikke tænkes, at folk bare kører den 23. december i stedet for?

- Jo, det kan det selvfølgelig. Det er også derfor, vi stadig er mest opmærksomme på, at fredag er den dag, vi vil se mest trafik på vejene, siger Mette Nedergaard, der opfordrer til at køre hjemmefra i god tid.

Den travleste rejseperiode bliver fredag fra klokken 14-20, hvor trafikken primært går fra øst mod vest i Danmark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx