Af Ritzau - 12/12-16 17:33

Kvinde fra Greve blev formentlig kvaltKvinde fra Greve blev formentlig kvalt

En 32-årig kvinde blev i weekenden fundet død i sit hjem i Greve. Hendes kæreste er varetægtsfængslet.

Den 32-årige kvinde, der lørdag blev fundet død i sit hjem i Tjurgården i Greve uden for København, er måske blevet kvalt.

Det viser de foreløbige resultater af den obduktion af kvinden, som retsmedicinere foretog mandag, oplyser Københavns Vestegns Politi.

- De peger i retning af, at kvinden formentlig er blevet kvalt, siger efterforskningsleder, politikommissær Kim Løvkvist.

Kvinden blev lørdag formiddag fundet død, og hendes samlever, en 35-årig mand, blev lørdag ved Retten i Roskilde varetægtsfængslet til 22. december, sigtet for vold med døden til følge.

Det var den sigtede selv, som anmeldte dødsfaldet til politiet tidligt lørdag formiddag. Politiet vurderede, at dødsfaldet var mistænkeligt, og manden blev kort tid efter anholdt.

Kvinden er mor til to børn, som hun har sammen med den nu fængslede. De opholder sig hos familie.

Københavns Vestegns Politi afventer nu en endelig obduktionsrapport.

Desuden er politiet i gang med at afhøre en række vidner, der måske kan fortælle, hvad der gik forud for, at kvinden døde.

Politiets kriminalteknikere har foretaget undersøgelser på gerningsstedet, som efterforskerne også venter svar på, og som måske også kan vise noget om, hvad der er sket.

Grundlovsforhøret med den 35-årige mand foregik for lukkede døre. Derfor er det ikke muligt at få oplyst, hvad han har forklaret, og hvorfor politiet mener, at han er skyld i kvindens død.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx