Af Ritzau - 28/04-17 11:52

Lukning af Kiwi-kæden koster 1650 butiksansatte jobbetLukning af Kiwi-kæden koster 1650 butiksansatte jobbet

Det er trist, når så stor en arbejdsplads lukker, siger HK Handel om lukningen af Kiwi i Danmark.

Det kommer til at koste jobbet for 1650 ansatte i discountkæden Kiwi, når kæden over de kommende måneder lukker sine 103 butikker i Danmark.

Det oplyser fagforeningen HK Handel i en pressemeddelelse.

De fleste af de berørte medarbejdere arbejder på deltid. Omregnet til fuldtidsansatte svarer det til 500 medarbejdere.

- Det er trist at forhandle fratrædelsesvilkår, når så stor en arbejdsplads lukker. Men vi har sammen med tillidsrepræsentanterne fået lavet en aftale, der tilgodeser de ansatte i forhold til blandt andet uddannelse, rådgivning, fritstilling og ferie.

- Aftalen sikrer også, at elever får tilbud om at fortsætte deres uddannelse i andre butikker, siger Kim Jensen, faglig chef i HK Handel, i meddelelsen.

Medarbejderne i Kiwi har fået besked om lukningen fredag. Det forventes, at samtlige butikker er lukket til august.

Mellem 144 og 216 af de ansatte i Kiwi er ifølge HK fuldtidsansatte, mens omkring 75 er deltidsansatte, og resten er unge med fritidsjob.

Kiwi-kæden, der kom til Danmark i 2008, er ejet af Dagrofa, der også har butikskæderne Meny, Spar, Min Købmand og Let-Køb.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx