Af Ritzau - 28/05-17 03:11

Enrique om Messis pokalshow: Han er af en anden verdenEnrique om Messis pokalshow: Han er af en anden verden

Lionel Messi kommer til at løfte mange flere pokaler, siger træner Luis Enrique, der nu forlader FC Barcelona.

Lionel Messi viste i lørdagens spanske pokalfinale endnu engang, at han er noget helt særligt.

For Luis Enrique var kampen den sidste for FC Barcelona efter tre år som træner, og efter sejren udtrykte han taknemmelighed for Messis præstationer.

- Messi er på alle måder speciel og af en anden verden. Jeg er meget heldig, at jeg havde glæde af den bedste, eller en af de bedste, udgaver af ham, siger Enrique.

Den lille argentiner med de store fodboldevner scorede det første mål i finalen mod Alaves, som sluttede 3-1. Han havde desuden en fod med i holdets to andre mål, som blev sat ind af Neymar og Paco Alcácer.

Det er Messis 30. titel i Barcelona.

Og Messi, der fylder 30 om en måned, kommer til at løfte mange flere pokaler, mener Luis Enrique.

- Han er uden tvivl nummer ét og for at være det, skal du have kontrol over alle aspekter og være meget fysisk stærk. Han passer perfekt på sig selv, og der vil stadig komme meget mere fra Messi.

Luis Enrique forlader klubben som en tilfreds mand efter ni trofæer.

Det gør ham til den tredje mest vindende træner i klubben efter Johan Cruyff (11 titler) og Pep Guardiola (14 titler).

- Jeg er lykkelig for den beslutning, jeg traf for få måneder siden, siger han.

- Det her job stiller endeløse krav, og efter et stykke tid tærer det på dig. Men jeg er ikke trist. Især ikke når jeg ser, at vi vandt ni ud af 13 trofæer.

Det er Barcelonas 29. triumf i den hjemlige pokalturnering. Sejren kommer ugen efter, at klubben tabte mesterskabet til Real Madrid.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx