Af Ritzau - 31/03-17 14:21

Borger leder politiet til eftersøgte guldsmederøvereBorger leder politiet til eftersøgte guldsmederøvere

Tre mænd er mistænkt for torsdag at røve en guldsmedeforretning med en hammer. Fredag er de alle anholdt.

To mænd, der mistænkes for at have begået røveri mod en guldsmedeforretning i Kolding, er fredag blevet anholdt.

Det var en borger, der tippede politiet.

Det oplyser vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi Peter Balsgaard.

- To udlændinge kontakter en borger i Genner, der ligger lidt nord for Aabenraa, og spørger om vej til en bus med den begrundelse, at deres bil er gået i stykker.

- Borgeren finder det mistænkeligt, da hun ikke kan se deres bil, forklarer Peter Balsgaard.

Hun kontakter derfor politiet, der straks kører til Genner.

De to mænd på 26 og 32 år blev efterfølgende anholdt på banegården i Rødekro, hvor de ventede på toget.

- De lader sig anholde helt udramatisk, fortæller vicepolitiinspektøren.

Det var torsdag formiddag, at de to mistænkte, der er fra Rumænien, sammen med en tredje person røvede en guldsmed i Kolding. Med sig havde de en hammer.

Det lykkedes røverne at slippe af sted med smykker fra forretningen. De flygtede i en bil, som dog forulykkede syd for Haderslev. Tyvekosterne efterlod de i bilen.

Her fanger politiet den sidste mistænkte - en 34-årig mand også fra Rumænien.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør fredag, hvor han ifølge Jydske Vestkysten blev varetægtsfængslet i fire uger.

De to sidste mænd, der blev anholdt fredag, forventes at blive fremstillet i grundlovsforhør senere på dagen eller lørdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx