Af Ritzau - 13/01-17 07:34

Undgå ekstraregning, når leasingbil afleveresUndgå ekstraregning, når leasingbil afleveres

Selv om det er bekvemt at lease sin bil i stedet for at eje, frygter mange ekstraregninger, når bilen skal returneres.

Det kan være fristende at takke ja til en leaset bil, hvor man kender omkostningerne hver måned. Væk er bekymringer om værkstedsregninger, slid og værditab.

Men for mange kommer bekymringerne til gengæld, når leasingperioden udløber. For har man passet godt nok på bilen, og kommer der nu en ekstraregning?

En undersøgelse, som Megafon har foretaget for Alm. Brand Leasing, viser, at tæt på hver tredje dansker har en formodning om, at der venter en stor regning, når en leaset bil leveres tilbage, siger den administrerende direktør i Alm. Brand Leasing, Thomas Lindgren Mortensen.

- Folk tror per automatik, at man får en høj regning, men det gør man ikke. Meget få ender med en høj regning, mener Thomas Lindgren Mortensen.

Bilistorganisationen FDM har tidligere undersøgt 771 tilbageleveringer af privatleasede biler.

I knap hver fjerde tilfælde viste det sig, at leasingtagerne fik en ekstraregning på over 5.000 kr.

Halvdelen måtte af med et mindre beløb, mens den sidste fjerdedel slap uden ekstraregning.

Og faktisk kan man gøre meget selv for at undgå at finde tegnedrengen frem, når bilen afhændes, lyder det fra FDM.

Brian Uldal, der er driftsleder hos FDM Test og Bilsyn, har for flere leasingfirmaer undersøgt hundredvis af leasingbiler for at finde ud af, om der skal sendes en ekstraregning. Ofte er det helt simple ting, man selv kan gøre for at undgå regningen.

- Sørg for at få bilen rengjort ind og ude. Det koster hurtigt op til 1500 kroner at få renset et sæde, siger Brian Uldahl og fortsætter:

- Man skal ikke være bange for almindelig slid, for eksempel negle, der ridser lidt ved dørhåndtaget. Og har man brugt bagagerummet og kabinen indvendigt, får man ikke en ekstra regning for det, siger han.

En anden fejl folk ofte begår, er ifølge Brian Uldal, at en del af de skader, de kommer med, når bilen skal returneres, er dækket af kaskoforsikringen. Derfor er det en god idé at tage hånd om skaderne, inden bilen afleveres.

- Mange har friskade på deres første skade, gratis reparation af stenslag eller en meget lille selvrisiko. Så man skal sætte sig ind i den forsikring, der følger med bilen. For løbet er kørt, når bilen er afleveret, siger Brian Uldal.

De leasede biler skal nemlig afleveres fejlfri, som det hedder i de fleste leasingkontrakter.

Fakta: Sådan undgår du den store ekstraregning:

- Undgå lyse sæder i bilen. Her er pletter tydeligere.

- Hold bilen pæn og ordentlig løbende - både indvendig og udvendig.

- Opstår der en skade, så få den repareret med det samme, så skaden ikke bliver værre.

- Lad professionelle stå for reparationerne.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Andre historier

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Se billedet: 'Årgang 0'-Stephanie...
bt.dk
Emmas billede er blevet misbrugt igen...
bt.dk
Sarah Louise delte vovet billede på...
bt.dk
Influenza-epidemi presser sygehuse:...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx