Af Ritzau - 01/07-17 20:32

Kohl er stedt endeligt til hvile væk fra familiegravstedKohl er stedt endeligt til hvile væk fra familiegravsted

I den sydtyske by Speyer skal tidligere kansler Helmut Kohl ligge begravet efter ceremoni i berømt katedral.

Svøbt i det tyske statsflag er tidligere kansler Helmut Kohls kiste kørt med politieskorte fra katedralen i Speyer efter en begravelsesceremoni.

Dermed er Kohl lørdag sendt ud på sin sidste rejse, inden han bliver stedt endeligt til hvile efter sin død 16. juni.

Langs ruten stod hundredvis af mennesker stimlet sammen for at tage afsked med kansleren, som orkestrerede den tyske genforening i 1990.

Tysklands nuværende forbundskansler, Angela Merkel, var blandt deltagerne ved begravelsen i den 1000 år gamle katedral i den sydtyske by.

Hun var også i Strasbourg ved en mindehøjtidelighed i EU-regi tidligere på dagen. Her holdt hun tale til ære for den tidligere kansler. Det samme gjorde en række internationale profiler.

Danmark var ved den lejlighed repræsenteret ved minister for ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V).

- Europa har mistet et fyrtårn for frihed, sagde Ellemann i en skriftlig kommentar efter mindehøjtideligheden.

Hun skrev ligesom blandt andre Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og tidligere amerikanske præsident Bill Clinton også i Kohls kondolencebog. I beskeden takkede hun Kohl "for det Europa, vi har i dag."

Mens Kohls kiste i Strasbourg var svøbt i et EU-flag, var det efter flere timers flyve-, køre- og sejltur til Speyer skiftet ud med det tyske statsflag, der prydes af Tysklands nationalvåben på den stribede sorte, røde og gule baggrund.

Våbnet er en sort ørn med rødt næb og røde kløer i et gult felt i midten af flaget.

Bisættelsen af 87-årige Kohl sker midt i en årelang, forbitret familiefejde. Hans ældste søn fra første ægteskab, Walter Kohl, nægtede således at deltage.

Walter Kohl har blandt andet kritiseret, at Kohl ikke får en statsbegravelse ved Brandenburger Tor i Berlin, og at faren bliver begravet i Speyer i stedet for i Ludwigshafen, hvor familiegravstedet ligger.

Det er Kohls anden kone, Maike Kohl-Richter, som har modsat sig en begravelse i Berlin.

Hun vil sammen med den nærmeste familie og venner være til stede ved den endelige begravelse på en kirkegård nær Unesco-katedralen, som Helmut Kohl yndede at vise frem ved statsbesøg i sin tid som kansler.

Walter Kohl og hans børn deltager ikke.

Dødsmessen i katedralen blev vist på direkte tv. Over hele Tyskland er der lørdag blevet flaget på halv.

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Magnussen får god nyhed efter...
bt.dk
Åge Hareide svinger kniven: Disse...
bt.dk
Eksperter jubler over Kronprinsessens...
bt.dk
Vildt vejr i vente: Her kan vi få 29...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx