Af Ritzau - 04/07-17 15:07

Wozniacki-drøm får ny næring i Serena Williams' fraværWozniacki-drøm får ny næring i Serena Williams' fravær

I Serena Williams' fravær har formstærke Caroline Wozniacki en mere realistisk chance for at vinde Wimbledon.

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er aldrig nået længere end til ottendedelsfinalen i Wimbledon, men når hun tirsdag tager hul på sit 11. Wimbledon i hovedturneringen, er det med tro på et bedre resultat.

Dels har hun selv haft et flot 2017 med fire finalepladser hidtil, og flere af de vanligt værste konkurrenter ligner ikke bud på en vinder i London.

Verdensetteren, Angelique Kerber, døjer med svigtende form, og Victoria Azarenka er først ved at finde formen efter sin barsel.

På grund af en skade er Maria Sharapova helt ude, mens århundredets tennisdronning Serena Williams er ude på grund af sin graviditet. Særligt det sidste åbner turneringen på vid gab.

- Serena er en af de bedste spillere nogensinde. Så det er selvfølgelig svært at vinde, hvis man skal forbi hende, siger Caroline Wozniacki.

Hun er kommet til Wimbledon med helt andre forudsætninger end sidste år, hvor hun på samme tidspunkt lå nummer 45 i verden. Nu er hun seedet fem i turneringen.

- Jeg har været skadefri i et år og har kunnet træne ordentligt. Jeg har spillet godt, haft lidt held og er begyndt at vinde kampe.

- Jeg prøver hele tiden at forbedre mig, og når jeg træner noget, som så lykkes, er det en god fornemmelse, siger Caroline Wozniacki.

Træner Piotr Wozniacki så sin datter spille god græstennis i sidste uge i Eastbourne, hvor hun blandt slog verdens nummer to, Simona Halep, men i finalen plaget af maveproblemer tabte til Karolina Pliskova.

- Hun kommer til denne grand slam-turnering på et godt niveau. Hun spillede noget af det bedste på græs, men hun bliver aldrig Petra Kvitova (dobbelt Wimbledon-mester), der bomber løs på græs, siger Piotr Wozniacki.

Han er forsigtig optimist med det in mente, at Wozniacki fem gange er snublet lige inden kvartfinalerne i Wimbledon.

- Det er selvfølgelig en stor fordel for alle, at Serena Williams ikke er med. Hun har vundet mange titler.

- Men mange faktorer spiller ind på græs. Hver gang Caroline er nået til anden uge, er hun røget ud af fjerde runde, og ofte på bane to, så den vil vi gerne undgå at spille på i år, lyder det fra Piotr Wozniacki.

Wozniacki møder tirsdag aften ungareren Timea Babos - verdens nummer 42 - i første runde.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx