Af Ritzau - 25/03-17 11:07; Opdateret: 25/03-17 11:29

Terrorfrygt ved EU-topmøde: Roms gader er fyldt med politiTerrorfrygt ved EU-topmøde: Roms gader er fyldt med politi

Få dage efter angreb i London fejrer de europæiske stats- og regeringschefer EU's 60-års fødselsdag i Rom.

Planen er at fejre grundlæggelsen af EU. Men på en ellers solbeskinnet forårsdag i Rom lurer også frygten for både optøjer og terror.

EU's 60-års fødselsdag er med andre ord alt andet end en fridag for politi og sikkerhedsstyrker i den italienske hovedstad. Mindst 3000 menes at være på job.

Mens de europæiske stats- og regeringschefer mødes for at hylde det europæiske fællesskab, er gaderne således fyldt med betjente.

På hustage har snigskytter taget plads, og i luften over det centrale Rom snurrer droner afsted. Det samme gør 100 nye overvågningskameraer, ligesom talrige kontrolposter er på plads, skriver nyhedsbureauet dpa.

Frygten for et angreb er svær at overse. Det er da også kun tre dage siden, at en 52-årig mand onsdag kørte ind i en folkemængde på Westminster Bridge ved det britiske parlament i London.

Ved angrebet blev over 50 personer såret, og fem er døde, inklusive angrebsmanden. Han menes at have opereret på vegne af Islamisk Stat.

Politiets tanker i Rom retter sig dog ikke alene mod risikoen for jihadistiske angreb.

Også voldelige demonstrationer mod EU ventes at finde sted. Angiveligt vil omtrent 30.000 demonstranter deltage i fire forskellige demonstrationer.

Nogle støtter det europæiske samarbejde, mens andre er imod. Også i andre europæiske byer, herunder Berlin, ventes folk at demonstrere.

I det hele taget kommer fejringen af 60-året for underskrivelsen af Rom-traktaten på et noget akavet tidspunkt.

Selve fællesskabet i Den Europæiske Union har sjældent været mere udfordret end netop nu. Senest understreget af briternes skelsættende beslutning om som det første land nogensinde at forlade EU.

Den britiske premierminister, Theresa May, har da også pænt takket nej til invitationen. I stedet for fejring sigter hun mod officielt at starte den britiske exit-proces allerede på onsdag.

Der bliver ingen egentlige politiske forhandlinger på lørdagens topmøde.

Begivenheden skal dog ende med en såkaldt Rom-erklæring, der roser fortiden, lover sammenhold i nutiden og udstikker nye mål for fremtiden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx