Af Ritzau - 02/01-17 12:37; Opdateret: 02/01-17 13:20

Sigtet for politidrab bliver frivilligt i fængselSigtet for politidrab bliver frivilligt i fængsel

Den sigtede for drabet på politibetjent Jesper Jul skal foreløbig blive i sin celle frem til 1. februar.

Den 26-årige mand, der er sigtet for drabet på politibetjenten Jesper Jul, er mandag frivilligt gået med til at få sin varetægtsfængsling forlænget.

Foreløbig skal den sigtede tilbringe yderligere fire uger bag tremmer frem til 1. februar. Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Den 43-årige Jesper Jul blev skudt på klos hold om morgenen 6. december foran politistationen i Albertslund, da han var på vej på arbejde. Han blev ramt i hovedet og døde dagen efter.

Knap tre kvarter efter angrebet blev den formodede gerningsmand anholdt.

Da han dagen efter anholdelsen blev fremstillet i et grundlovsforhør, nægtede han at tale.

Men ifølge hans mor, som han bor sammen med, havde han den seneste måned flere gange talt om at stjæle en pistol og skyde en politimand.

Det har hun fortalt politiet.

Intet tyder på, at gerningsmanden havde noget motiv til netop at skyde Jesper Jul.

Omtrent en uge efter drabet dukkede det formodede gerningsvåben - en kaliber 22-pistol af mærket Hemmerly - op i et vandløb i Taastrup.

Pistolen blev fundet langs den flugtrute, som den mistænkte løb ad, inden han blev anholdt på Roskildevej i Taastrup.

Pistolen er identisk med det våben, som dagen inden drabet var forsvundet fra Rødovre Skydeklub, hvor den mistænkte jævnligt kom.

På dagen for angrebet lød sigtelsen mod den 26-årige på drabsforsøg, men da Jesper Jul døde dagen efter skudepisoden, blev den ændret til manddrab.

Varetægtsfængslingen udløber først onsdag, men den sigtede har altså allerede mandag givet samtykke til, at fængslingen forlænges.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx