Af Ritzau - 02/01-17 17:33; Opdateret: 02/01-17 18:06

Dommer i Aalborg fængsler koreansk dressurrytter i skandalesagDommer i Aalborg fængsler koreansk dressurrytter i skandalesag

En 20-årig kvinde mistænkt i sydkoreansk korruptionssag, mens anmodning om udlevering behandles.

En 20-årig kvinde er sigtet i en omfattende sydkoreansk skandalesag. Nu er hun blevet frihedsberøvet af en dommer i Aalborg i foreløbig fire uger.

Kendelsen er faldet mandag eftermiddag efter et to timer langt grundlovsforhør, hvor kvinden, Chung Yoo-ra, blev fremstillet.

- Der er grund til at tro, at du vil unddrage dig forfølgning, mens anmodningen om udlevering behandles, lyder det fra dommeren.

Kvinden er dressurrytter på højt plan og har tæt kontakt til et hestesportscenter i Vodskov. Her er kvindens hest opstaldet for tiden.

Chung Yoo-ra blev anholdt søndag aften af Nordjyllands Politi. Hun er internationalt efterlyst for i ledtog med sin mor at stå bag en omfattende sag om korruption og svindel i Sydkorea.

Sagen trækker tråde til den suspenderede præsident Park Geun-hye, som afventer en rigsretssag. Præsidenten er veninde med moren til den 20-årige.

Fængslingen blev øjeblikkeligt blevet kæret til landsretten af kvindens forsvarer.

Det er nu Rigsadvokaten, der skal træffe beslutning om, hvorvidt kvinden skal udleveres til Sydkorea.

- Vi er allerede nu i dialog med det sydkoreanske justitsministerium, og vi har bedt dem sende en formel udleveringsbegæring, som vi herefter vil tage stilling til, siger statsadvokat Mohammad Ahsan, Rigsadvokaten, i en skriftlig kommentar.

Chung Yoo-ra er i Sydkorea blandt andet mistænkt for at have begået omfattende økonomisk kriminalitet.

Hvis Rigsadvokaten ender med at træffe beslutning om, at kvinden skal udleveres, kan afgørelsen indbringes for domstolene.

Chung Yoo-ra har under grundlovsforhøret nægtet sig skyldig i mistanken om svindel fra de koreanske myndigheder.

Hun har dog erkendt at have skrevet under på nogle papirer, som hendes mor, Choi Soon-sil, præsenterede hende for.

Den 20-årige kvinde kom til Danmark i september sammen med sit 19 måneder gamle barn og en barnepige. De har siden opholdt sig på en adresse i Aalborg-forstaden Gug.

Chung Yoo-ra argumenterede under retsmødet for, at hun ikke skulle frihedsberøves af hensyn til samværet med sin søn.

I stedet var hun klar til at deponere sit pas og svare på spørgsmål fra sydkoreansk politi.

Men dommeren valgte at imødekomme anmodningen fra anklageren om frihedsberøvelse.

Varetægtsfængslingen udløber 30. januar, medmindre Vestre Landsret i mellemtiden når frem til et andet resultat.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx