Af Ritzau - 04/05-17 09:11

Syriens oprørere ventes alligevel at dukke op til fred-snakSyriens oprørere ventes alligevel at dukke op til fred-snak

Onsdag meldte syriske oprørere, at de ikke længere vil deltage i fredsforhandlinger. Det er angiveligt ændret.

Syriens væbnede oprørsgrupper ventes at vende tilbage til forhandlinger om en løsning på konflikten i landet torsdag.

De meddelte ellers onsdag, at de ikke længere ville deltage i fredsforhandlingerne, der finder sted i Kasakhstan.

En diplomat siger til Reuters, at oprørernes delegation ikke er mødt op til mødet torsdag morgen. Det skulle dog ske i løbet af dagen, skriver de russiske nyhedsbureauer RIA og Tass.

Oprørerne forlod forhandlingsbordet i protest onsdag. De kræver, at bombardementer i det krigshærgede Syrien skal indstilles.

- Oprørernes forhandlingsdelegation suspenderer møderne på grund af luftangreb på civile. Vi indstiller forhandlingerne, indtil bombardementerne stopper i hele Syrien, sagde en kilde fra oprørernes delegation.

Parterne mødtes onsdag til en fjerde runde forhandlinger i hovedstaden Astana, men møderne blev afbrudt.

Tyrkiet, Rusland og Iran er initiativtagere til fredsforhandlingerne i Kasakhstan. De blev indledt i januar.

Diplomater fra Rusland, USA og FN planlægger nye møder i Genève om den syriske krise.

Krisen blev forværret af et nyligt angreb med kemiske våben mod den oprørskontrollerede by Khan Sheikhoun i det nordvestlige Syrien. Snesevis af mennesker mistede livet.

USA og de vestlige lande har beskyldt den syriske regeringshær for at have bombet byen med kemiske våben. Som konsekvens valgte USA at angribe den syriske hærs flybase nær byen Homs med 59 Tomahawk-raketter.

Rusland er allieret med Syrien og støtter med fly den syriske hær i krigen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx