Af Ritzau - 18/04-17 15:17; Opdateret: 18/04-17 15:43

Britisk valg ændrer intet for EU's brexit-planerBritisk valg ændrer intet for EU's brexit-planer

De 27 lande, der bliver i EU, regner fortsat med at enes om retningslinjer for brexit-forhandlinger 29. april.

Premierminister Theresa Mays overraskende beslutning om at udskrive valg i Storbritannien bør ikke bremse forhandlingerne om briternes afsked med EU.

Det fastslår en talsmand for EU-præsident Donald Tusk.

- Det britiske valg ændrer ikke EU27's planer, siger talsmanden, Preben Aamann, med henvisning til de 27 lande, der bliver i EU.

Donald Tusk er 29. april vært ved et topmøde i Bruxelles, hvor de 27 landes stats- og regeringschefer planlægger at vedtage deres fælles retningslinjer for forhandlingerne.

Den 22. maj, tilføjer Aamann, ventes det endelige forhandlingsmandat til EU's chefforhandler, Michel Barnier, at ligge klar.

- Det vil tillade EU27 at påbegynde forhandlingerne, siger talsmanden.

Michel Barnier har sagt, at han regner med, at forhandlingerne for alvor går løs i begyndelsen af juni. Umiddelbart er det uklart, om briterne kan gå med til den tidsplan. Det britiske valg finder sted 8. juni.

Da Theresa May tirsdag annoncerede det forestående valg, erklærede hun, at briternes beslutning om at forlade EU står ved magt.

- Det er ikke muligt at vende om, fastslog hun.

Ifølge premierministeren er valget påkrævet, fordi parlamentet er splittet om, hvordan briterne skal forlade EU. Målet er at sikre befolkningens mandat til de kommende forhandlinger, lyder det.

I Bruxelles håber man angiveligt på, at det britiske valg vil sikre en stærk premierminister med et tydeligt forhandlingsmandat, siger en diplomat til nyhedsbureauet Reuters.

- Dette er et hjemligt anliggende for Storbritannien, siger kilden.

- Men vi håber, at valget vil føre til en stærk leder i London, som kan forhandle med os på baggrund af tydelig opbakning fra vælgerne.

På nuværende tidspunkt er Theresa May favorit til at vinde valget.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx