Af Ritzau - 23/01-17 23:43

Boligejere har otte gange større formue end lejereBoligejere har otte gange større formue end lejere

Boligforhold er det mest afgørende for, om man "ender på den grønne gren eller ej", mener Cevea-direktør.

Boligejere har markant flere penge på kistebunden end lejere.

Ifølge en ny analyse fra Danmarks Statistik er boligejernes formue i gennemsnit otte gange større end lejernes, skriver Ugebrevet A4.

Mens husholdninger, der ejer deres egen bolig, i 2014 havde en gennemsnitlig formue på 3,4 millioner kroner per husstand, havde lejere 0,4 millioner i gennemsnit.

Formuegabet mellem de to grupper var dermed tre millioner kroner per husholdning. Analysen viser også, at boligen er det aktiv i husholdningernes formue, som betyder mest for uligheden i formuefordelingen.

Boligforhold er det mest afgørende for, om man "ender på den grønne gren eller ej", påpeger Kristian Weise, direktør i Cevea.

- Det understreger, at boligmarkedet er den mest ulighedsskabende faktor i dagens Danmark, siger han til Ugebrevet A4.

Uligheden mellem ejere og lejere er blevet forøget af skattestoppet, som blev indført af VK-regeringen i 2001. Det vurderer professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

- Det er veldokumenteret, at den del af skattestoppet, som vedrører ejendomsværdibeskatningen, kan beskrives som en omvendt Robin Hood.

- Det er områder med store prisstigninger og de dyre boliger, der især har haft gavn af det. Og dermed har de rigeste også fået de største gevinster, siger han til Ugebrevet A4.

Venstres boligordfører Britt Bager erkender, at skattestoppet har været med til at øge uligheden mellem ejere og lejere. Men hun ser ingen grund til at ændre på lovgivningen.

- Vi har stadigvæk en grundskyld og en ejendomsværdiskat, som er blandt verdens højeste.

- Og vi har rent faktisk pensionister, som ikke har råd til at sidde i deres bolig på grund af høje skatter og afgifter, siger hun til Ugebrevet A4.

I opgørelsen af formuerne fra Danmarks Statistik medregnes værdien af bolig, bil, pensionsopsparing og finansielle aktiver minus gæld.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx