Af Ritzau - 12/05-17 16:06

Sønderjyske slår FCM og holder liv i bronzehåbSønderjyske slår FCM og holder liv i bronzehåb

Sønderjyske slog FC Midtjylland 5-2 og sendte ny spænding ind i kampen om Superligaens tredjeplads.

Efter 55 dage uden sejr lykkedes det omsider for Sønderjyske at bryde den sejrsløse stime i fredagens opgør mod FC Midtjylland i Alka Superligaens mesterskabsspil.

Her vandt Sønderjyske med 5-2 efter to tidlige scoringer på to gyldne minutter. Sønderjydernes Johan Absalonsen gjorde sig særligt bemærket med to scoringer i opgøret.

Med sejren mindsker Sønderjyske afstanden til FCM til fem point, inden Lyngby og FCN på tredje- og fjerdepladsen tørner sammen senere fredag.

I en hektisk og chancerig første halvleg, var det Sønderjyske, der tog føringen efter uret blot havde passeret syv minutter.

Kees Luijckx, der var tilbage i den sønderjyske defensiv efter afsonet karantæne, slog bolden på tværs, hvor gæsternes Markus Halsti sendte bolden i eget net.

Minuttet efter fordoblede en stærkt spillende Johan Absalonsen føringen.

Rilwan Hassan fik skabt spændingen tilbage i opgøret med sin reducering til 1-2 kort før pausen.

Efter pausen kom Sønderjyske blæsende ud, og efter 53 minutter satte Mikael Uhre gang i hjemmepublikummet med sin scoring til 3-1. Angriberen kom forbi to FCM-spillere og kunne let dirigere bolden i mål.

Indskiftede Gustav Wikheim fik på ny bragt spændingen tilbage med sin scoring til 2-3 ti minutter før tid for FCM. Men sønderjyderne kunne ånde lettet op få minutter senere, da målscorer Johan Absalonsen på sikker vis omsatte et straffespark.

Silas Songani, der hele sæsonen har set langt efter spilletid, kom ind i overtiden og scorede til slutresultatet 5-2.

På det tidspunkt var gæsternes Rasmus Nissen netop blevet udvist, efter at han havde modtaget sin anden advarsel.

Sønderjyske holder med sejren liv i et spinkelt håb om at vinde bronze, mens FCM tabte et vigtigt skridt i toppen.

FCM har 48 point på tredjepladsen, mens Sønderjyske har 43 point på sjettepladsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx