Af Ritzau - 30/04-17 16:43

Rutineret brite slår dansk badmintonkomet i EM-finalenRutineret brite slår dansk badmintonkomet i EM-finalen

20-årige Anders Antonsen tabte EM-finalen i Kolding til briten Rajiv Ouseph, der vandt i to sæt.

Det danske badmintonhåb Anders Antonsen blev besejret af briten Rajiv Ouseph i søndagens EM-finale.

Den 20-årige komet tabte finalen i Kolding med 19-21, 19-21 til den andenseedede modstander.

Der var ikke de store forventninger til Anders Antonsen, da han indledte turneringen, men danskeren har på sin vej slået favoritter som tyske Marc Zwiebler og Viktor Axelsen ud.

Antonsen fik en drømmestart på finalen, da han kom foran 3-0, men den langt mere rutinerede Ouseph lod sig ikke slå ud.

I et særdeles afvekslende første sæt med lange, seje dueller bragte briten sig foran 7-3. Herefter fandt Antonsen ind i en god stime, der gav ham en føring på 12-9, før Ouseph atter tog føringen.

Det blev 19-19, før briten afgjorde det tætte første sæt med et drop efterfulgt af en returnering, der lå så tæt på Antonsen, at danskeren ikke kunne få ketsjeren på.

Den tætte affære med skiftende føringer fortsatte i andet sæt, hvor det så ud til at tippe danskerens vej.

Foran 15-10 gik Antonsen dog i stå, og Rajiv Ouseph vandt herefter seks dueller i træk.

Den 30-årige brite fik slået et hul og kom foran 20-17, før han på den tredje matchbold afgjorde kampen.

Finalenederlaget er lidt af en bet for dansk badminton, der - bortset fra to år - har siddet på den europæiske trone i herresingle siden 1992.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx