Af Ritzau - 08/03-17 16:37; Opdateret: 08/03-17 16:57

Partier: Én ugentlig postuddeling kan blive nødvendigPartier: Én ugentlig postuddeling kan blive nødvendig

PostNord er i krise, og politikerne kan ikke tillade sig at være kræsne, siger DF om selskabets redningsplan.

PostNord er i krise og beder derfor ejerne om 2,3 milliarder kroner i forbindelse med omlægningen af selskabet.

I en del af redningsplanen lægger selskabet op til, at danskerne kun skal modtage almindelig post én gang om ugen.

Det kan både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti godt se for sig som en del af løsningen for det kriseramte selskab.

Partiernes postordførere har ikke selv set redningsplanen og har et skvæt skepsis.

- Med den situation, vi står i, kan vi ikke tillade os at være kræsne. Og det kunne sagtens være en af løsningsmodellerne, siger postordfører Henrik Brodersen (DF) om forslaget om kun én ugentlig postdag.

- Det svarer til, at man også en gang om ugen får tømt sit affald. Men jeg kan have svært ved at se, hvordan man opretholder en befordringspligt med en femdageslevering, så jeg vil spørge ind til, hvordan man rent praktisk vil løse det.

Befordringspligten betyder, at PostNord skal stille et landsdækkende net af postkasser til rådighed. Ligeså skal der bringes post ud i alle egne af landet.

PostNord foreslår i redningsplanen, at postdistrikter inddeles i områder, der hver får én fast ugedag, hvor de modtager almindelig post. Kun hvis man betaler for et quickbrev, vil man kunne sikre, at posten når før frem.

- Sådan som jeg forstår planen, så lever posten fortsat op til det postforlig, som vi vedtog i 2016. Og hvis servicen lever op til det niveau, er det naturligvis tilfredsstillende, siger postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Den danske del af PostNord har kørt med underskud siden 2012. I 2016 havde koncernen PostNord - der også omfatter den svenske del - et driftsunderskud på 1,6 milliarder kroner.

Underskuddet lægger selskabet op til selv at finansiere, mens de 2,3 milliarder kroner, selskabet beder om, altså er nye penge, der skal bruges til en omlægning.

Men er partierne så villige til at hoste op? Christian Rabjerg Madsen har endnu "ikke et seriøst nok grundlag" til at forholde sig til det.

Henrik Brodersen åbner en dør på klem, når han bliver spurgt, om DF vil være med til at finde pengene:

- Ja, måske en del af det. Men jeg vil også meget gerne vide, hvad de her 2,3 milliarder kroner så går til. Jeg går også ud fra, at den svenske del af ejerskabet går ind og tager sin del af ansvaret.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA). Men når han tirsdag mødes med postordførerne igen, kan han forvente en byge af spørgsmål.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx