Af Ritzau - 12/04-17 13:22; Opdateret: 12/04-17 14:57

EU truer Ungarn med retssag i strid om eliteuniversitetEU truer Ungarn med retssag i strid om eliteuniversitet

Ungarns forsøg på at lukke universitet i Budapest kan resultere i en retssag, advarer EU-Kommissionen.

EU-Kommissionen truer med at hive Ungarn i retten for en række politiske beslutninger, som premierminister Viktor Orbán står bag.

Blandt andet kan en ny lov, som truer med at lukke universitetet Central European University (CEU) i den ungarske hovedstad, Budapest, være i strid med EU-ret.

- Vi vil gennemføre en juridisk vurdering hurtigst muligt og overveje de næste skridt inden udgangen af måneden, siger den første næstformand for EU-Kommissionen, Frans Timmermans.

Ungarns parlament vedtog 4. april en ny lov, der indebærer strenge restriktioner for universiteter uden for Europa. Blandt andet ventes CEU at blive ramt af loven, da universitetet er registreret i USA.

- Den nyligt vedtagne lov bekymrer mange mennesker i Europas akademiske miljø såvel som politikere i hele Europa og udenfor. Loven opfattes af mange som et forsøg på at lukke CEU, siger Timmermans.

Det var den ungarskfødte milliardær og finansmand George Soros, der efter kommunismens fald grundlagde CEU i 1991.

Universitetet har i dag 1800 studerende fra 100 lande og rangerer blandt de 50 bedste universiteter i verden.

Kritikere ser den nye lov som et angreb fra premierminister Viktor Orbán på George Soros. Premierministeren beskylder Soros for at forsøge at blande sig i politik og underminere Europa ved at fremme indvandringen.

- Loven risikerer at begrænse den videnskabelige og akademiske tankefrihed samt vores fælles værdier om åbenhed. Den kan være til skade for Ungarns akademiske ry og forholdet til EU-partnere, advarer Timmermans.

Helt generelt mener EU-Kommissionen, at Ungarn er på kollisionskurs med europæiske værdier, såsom menneskerettigheder, frihed og tolerance.

- Den generelle situation i Ungarn giver grund til bekymring, siger Timmermans og opremser en stribe problematiske områder.

Særligt galt står det til med landets behandling af asylansøgere. Også her mener kommissionen, at en ny lov muligvis er uforenelig med EU-ret.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx