Af Ritzau - 26/03-17 21:34

Holland smider landstræner på porten efter nederlagHolland smider landstræner på porten efter nederlag

Danny Blinds dage som hollandsk landstræner er talte. Et 0-2-nederlag i Bulgarien beseglede hans skæbne.

Det Hollandske Fodboldforbund (KNVB) skal på jagt efter en ny landstræner.

Søndag aften har KNVB således fyret Danny Blind under et døgn efter holdets 0-2-nederlag i Sofia til Bulgarien. Det resultat har sendt Holland langt væk fra en billet til VM i Rusland.

Fodbolddirektør Jean Paul Decossaux og direktør Hans van Breukelen har taget beslutningen efter et møde med Danny Blind, lyder det fra KNVB.

- Vi respekterer Dannys arbejde for os. Men de sportslige resultater er desværre skuffende, og da det ser svært ud at kvalificere sig til VM i Rusland, er vi desværre blevet nødt til at gøre dette, siger Jean Paul Decossaux.

Danny Blind blev ansat som landstræner i juli 2015 som efterfølger for Guus Hiddink. Han kunne dog ikke nå at sikre Holland en billet til EM i Frankrig.

Han ærgrer sig over, at hans tid som landstræner er ovre.

- Vi var på rette vej, og det er en skam, det ender på denne måde, siger han.

Med kun syv point efter fem kampe i VM-kvalifikationen er Holland hele seks point efter Frankrig, som ligger på førstepladsen, der giver den direkte billet til VM i Rusland.

Samtidig har man tre point op til Sverige, som ligger på andenpladsen, der kan give playoffkampe om at komme til VM. Også Bulgarien med ni point halser man efter.

Fred Grim skal styre Holland i tirsdagens testkamp mod Italien.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx