Af Ritzau - 04/01-17 15:11; Opdateret: 04/01-17 15:22

Sønderjyske-træner afløser Wilbek som sportschef i DHFSønderjyske-træner afløser Wilbek som sportschef i DHF

DHF meddeler, at Morten Henriksen bliver ny sportschef i forbundet. Et job, Ulrik Wilbek tidligere bestred.

Det bliver Sønderjyske-træner Morten Henriksen, der bliver ny sportschef i Dansk Håndbold Forbund (DHF). Han afløser Ulrik Wilbek på posten.

37-årige Morten Henriksen, der både er cheftræner i Sønderjyske og U21-landstræner, er efter en seriøs og grundig proces blevet valgt som forbundets nye sportschef.

- Vi gjorde os indledningsvist meget umage med at definere den rette profil og udarbejde stillingsbeskrivelsen.

- Vi fik et meget kvalificeret ansøgerfelt og har i december kørt to ansættelsesrunder og gennemført personlighedstests.

- Slutteligt stod det helt klart, at Morten Henriksen er det helt rigtige valg, siger DHF-generalsekretær Morten Stig Christensen til forbundets hjemmeside.

- Morten Henriksen er kendetegnet ved et stort ledertalent og et enormt drive, og i kraft af hans unge alder ser vi også, at han kan gøre en forskel på den lange bane.

- Ud over de kvaliteter har vi lagt vægt på Morten Henriksens ledererfaringer fra Sønderjyske, hvor han sideløbende med trænerjobbet har varetaget flere sportschefopgaver de seneste fem år.

- Ydermere har han et indgående kendskab til vores talentsystem efter tre et halvt år som ungdomslandstræner, siger Morten Stig Christensen.

Morten Henriksen fik beskeden tirsdag eftermiddag, og han tiltræder, når han har afsluttet sæsonen hos Sønderjyske.

Den præcise tiltrædelsesdato afhænger af, hvornår han er færdig med sæsonens opgaver i Sønderjyske.

Derudover er det aftalt, at han gør arbejdet færdig med U21-landsholdet, der i weekenden tager til Rumænien for at spille om kvalifikation til sommerens mesterskab.

Det bliver det endelige punktum for årgangen i ungdomslandsholdsregi.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx