Af Ritzau - 02/03-17 22:22; Opdateret: 03/03-17 00:10

Sessions erklærer sig inhabil i sag om Rusland og Trump-valgSessions erklærer sig inhabil i sag om Rusland og Trump-valg

USA's justitsminister erkender på pressemøde, at han skulle have tænkt sig lidt mere under høring i Senatet.

USA's justitsminister, Jeff Sessions, siger på et pressemøde torsdag, at han ikke har haft møder med russiske embedsmænd om Donald Trumps valgkampagne.

Men han erklærer sig samtidig inhabil i eventuelle undersøgelser, der vedrører Rusland og Trump-valgkampen.

Beslutningen om at stille sig ud på sidelinjen i den forbindelse, har han truffet på anbefaling fra medarbejdere i justitsministeriet, forklarer han ifølge nyhedsbureauet AP.

Rusland mistænkes for at have forsøgt at blande sig i den amerikanske valgkamp i efteråret til fordel for Donald Trump.

Flere demokrater mener, at Sessions under en høring i januar løj over for en senatskomité, der godkendte ham som justitsminister.

Her sagde han, at han ikke havde haft møder med russiske embedsmænd sidste år.

Sessions afviser på pressemødet, at han forsøgte at vildlede komiteen under høringen.

- Det var ikke min hensigt. Det er ikke korrekt, siger han.

Men Sessions erkender, at han skulle have tænkt sig lidt mere om, inden han svarede benægtende på spørgsmål fra senatorer om, hvorvidt han havde haft kontakter med personer med tilknytning til Ruslands regering.

- Jeg skulle have sat tempoet ned og sagt: "Men jeg mødte én russisk embedsmand et par gange", siger han ifølge AP.

Washington Post afslørede onsdag, at Sessions havde to møder med Ruslands ambassadør i USA, Sergej Kislyak.

Første gang i juli og anden gang i september sidste år. På det tidspunkt var Sessions medlem af Senatet.

En talskvinde for Sessions afviste onsdag over for Washington Post, at Sessions skulle have vildledt komiteen.

Talskvinden Sarah Isgur Flores forklarede, at Sessions som daværende medlem af Senatets udvalg for de væbnede styrker i 2016 havde flere end 25 samtaler med udenlandske ambassadører.

Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, forlangte onsdag på baggrund af oplysningerne i Washington Post, at Sessions trækker sig fra posten som justitsminister.

- Sessions er ikke egnet til at tjene som den øverste ordenshåndhæver for vores land og må træde tilbage, udtalte hun i en meddelelse.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx