Af Ritzau - 05/01-17 04:26; Opdateret: 05/01-17 08:35

Falck: Vi har haft mindre at lave end på en normal natFalck: Vi har haft mindre at lave end på en normal nat

Falck har natten til torsdag kun været kaldt til ni opgaver relateret til de stigende vandmasser i Danmark.

Varslinger om stigende vandstande og massive oversvømmelser i store dele af Danmark fik Falck til at tilkalde ekstra bemanding natten til torsdag.

Men selv om vandstandene flere steder nåede halvanden meter over det normale, så har det været en usædvanlig stille aften ved Falcks vagtcentral.

- Der har faktisk været mindre at lave end på en normal nat. Vi har foreløbig kun været tilkaldt ni opgaver i hele landet, der har haft noget med vandmasserne at gøre, siger Jesper Jakobsen, der er pressevagt hos Falck.

Syv af de ni opgaver har været afspærringsopgaver i Kolding, og der har kun været en enkelt anmeldelse om vandskade på Bornholm.

- Det er også overraskende for os.

- Vi må sende en stor ros til Beredskabsstyrelsen, som har gjort et godt forebyggende stykke arbejde, siger Jesper Jakobsen.

Han understreger, at det stadig er for tidligt at ånde lettet op.

- Jeg kunne forestille mig, at der kommer nogle anmeldelser i løbet af morgenen og formiddagen, når folk vågner og får en fornemmelse af, hvad der er sket, siger han.

En lignende melding kommer fra forsikringsselskabet Tryg.

Tidligt torsdag morgen har Tryg på landsplan modtaget ti skadesanmeldelser fra borgere med oversvømmelse i hjemmet.

- Det lyder ikke af mange. Men jeg tror ikke, det er et udtryk for, at så få er ramt. Jeg tror, det er et udtryk for, at en del skader ikke er anmeldt endnu, siger pressechef hos Tryg Tanja Frederiksen omkring klokken 8.

Hos Falck skyldtes roen blandt andet Beredskabsstyrelsens forarbejde.

Efter vandstandene begyndte at falde flere steder på Sjælland, rettede styrelsen kræfterne mod det sydlige Jylland.

- Når det bliver lyst, er der en masse ting, som vil åbenbares.

- Men et godt forebyggende arbejde på tværs af lokale beredskabsstabe og andre myndigheder har gjort, at vi er meget tilfredse med det, vi har set indtil videre, siger Peter Kaas Klasson, der er vagthavende presseofficer ved Beredskabsstyrelsen.

Den forebyggende indsats er blandt andet gjort mulig på baggrund af præcise vejrprognoser, forklarer han.

- DMI har leveret nogle imponerende præcise prognoser, og på den måde er det lykkedes os at samle kapaciteterne de rigtige steder, siger han.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx