Af Ritzau - 05/01-17 16:36

Stormflod: Minister afviser flere penge og ny lovgivningStormflod: Minister afviser flere penge og ny lovgivning

Minister: Hvis borgerne betaler kystsikring, så er hensynet til kystsikring vigtigere end landskabelige hensyn

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) lægger op til, at der skal gennemføres flere projekter med hård kystsikring i Danmark.

Samtidig skal kommunerne have hjælp til at lave planer mod forhøjet vandstand. Men længere vil regeringen ikke gå.

Der er ikke flere penge eller ny lovgivning på vej. Ansvaret for at imødegå vandproblemerne ligger nemlig hos borgere og kommuner - ikke staten, siger Esben Lunde Larsen:

- Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at når det gælder kystsikring, så er det grundejerens ansvar at sikre sig.

- Og når det gælder det andet aspekt omkring høje vandstande, som følge af klimaforhandlinger, så er det kommunernes ansvar at lave klimatilpasningsplaner, siger Esben Lunde Larsen.

Han lægger dog op til, at grundejere i højere grad skal have lov til at lægge sten ud langs klinter og opføre moler, høfter og diger, så de kan beskytte deres ejendom mod vand. Den såkaldte hårde kystbeskyttelse.

- Hverken jeg eller den øvrige regering har et ønske om at danske områder skal oversvømmes. Eller at huse og lignende falder i havet.

- Vi har et ønske om at borgerne kan kystsikre sig, samtidig med at vi har en forventning om, at det kan laves ordentligt og forsvarligt, siger Esben Lunde Larsen.

Han mener dog i modsætning til Dansk Folkeparti, at tilladelserne kan gives uden at det er nødvendigt at ændre kystbeskyttelsesloven. I stedet beder regeringen Kystdirektoratet om at ændre praksis:

- Jeg har sendt et klart signal til Kystdirektoratet om, at når borgerne selv finansierer kystsikringen, så kan man godt vægte hensynet til kystsikringen højere end landskabelige hensyn, siger Esben Lunde Larsen.

Esben Lunde Larsen vil også bakke op om kommunernes arbejde med at lave de såkaldte klimatilpasningsplaner. De skal imødegå de problemer med høj vandstand, som flere områder i Danmark i disse dage er ramt af.

- Kommunerne er bedst rustet til det arbejde, fordi de laver lokalplaner, udstykninger og kender de lokale forhold.

- Det regeringen kan gøre er at indkalde kommunerne for at tale om, hvad vi kan gøre fremadrettet. Det gør jeg nu. Vi laver samtidig et rejsehold omkring klimatilpasning, hvor mine folk kommer ud til kommunerne, siger Esben Lunde Larsen.

Rejseholdet skal ifølge ministeren hjælpe kommunerne med eksempelvis at oprette beskyttelsesmure mod vandet, som naturligt kan indgå i byernes arkitektur.

- Det har man blandt andet i Lemvig, og det kan udbredes til andre steder i landet. Det kan vi bistå med viden om og hjælpe med processen, siger Esben Lunde Larsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx