Af Ritzau - 26/01-17 14:04

KMD vinder kontrakt hos Skat trods milliardskandaleKMD vinder kontrakt hos Skat trods milliardskandale

Udskældte KMD vinder it-kontrakt hos Skat. Selskabet blev for få måneder siden stævnet af selvsamme.

It-kæmpen KMD har været i åben krig med Skat om inddrivelsessystemet EFI, der betegnes som en af de største it-skandaler.

På trods af det har Skat netop tildelt den udskældte softwarevirksomhed en stor kontrakt. Det skriver TV2 Business.

Kontrakten på den såkaldte Skattekonto er vundet foran flere konkurrenter samt CSC, der har siddet på netop Skattekontoen i årevis.

Valget af KMD er opsigtsvækkende i lyset af, at Skattekontoen er tæt forbundet med det kuldsejlede EFI-system.

EFI-skandalen har en frygtet ekstraregning til skatteyderne på over 14 milliarder kroner. KMD og partneren Capgemini blev stævnet af Skat for 692 millioner kroner i september sidste år.

It-forsker og professor Pernille Kræmmergaard fra Aalborg Universitet og direktør i Digitaliseringsinstituttet finder valget af KMD problematisk og bekymrende.

Både på grund af prisen, og fordi KMD er fejlet med et lignende system.

- Det virker højest bemærkelsesværdigt, at de vælger en leverandør, der er kuldsejlet med et lignende system.

- Derudover har jeg svært ved at tro, at de kan levere, når de skærer så meget i prisen. Pris og kvalitet plejer at hænge sammen, siger Pernille Kræmmergaard til TV2 Business.

KMD oplyser i en mail til erhvervsmediet, at de ikke har nogen kommentarer til sejren ved udbuddet.

Skat har ingen kommentarer til valget. Men ifølge TV2's oplysninger har KMD trukket det længste strå med en pris, der ligger langt under konkurrenternes.

Kontraktrammen for udbuddet var 240 millioner kroner plus moms, men KMD har angiveligt vundet med en pris på mindre end 100 millioner kroner.

Til sammenligning skulle CSC's bud være på godt 200 millioner kroner, mens NNIT og Netcompany angiveligt har budt mellem 140 og 180 millioner kroner.

Dermed har KMD ifølge TV2's oplysninger indgivet så lavt et bud, at Skat ikke kunne se bort fra it-giganten trods de verserende møgsager med både Skat, kommunerne og ATP.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx