Af Ritzau - 30/06-17 15:27

Fuglsang om Astana-forlængelse: Det var let for migFuglsang om Astana-forlængelse: Det var let for mig

Jakob Fuglsang trives godt på Astana-holdet, og han havde derfor ikke betænkeligheder ved at forlænge.

Fredag kom det frem, at cykelrytteren Jakob Fuglsang forlænger sin kontrakt med det kasakhiske cykelhold Astana med to år, så han bliver på holdet til og med 2019.

Det fortalte Astanas general manager, Alexandre Vinokourov, på et pressemøde i Düsseldorf, hvor etapeløbet Tour de France begynder lørdag.

32-årige Jakob Fuglsang glæder sig over forlængelsen.

- Jeg har haft fire et halvt gode år på holdet, så det var let for mig at forlænge.

- Jeg har en god position på holdet, så jeg ved, hvad jeg har, og jeg ved, hvad jeg får. Og jeg er glad, hvor jeg er, siger han.

Jakob Fuglsang har hentet sin karrieres to største resultater inden for det seneste års tid.

I august sidste år vandt danskeren sølv i linjeløbet på landevej ved OL i Rio.

Tidligere i juni i år triumferede han samlet i det franske etapeløb Critérium du Dauphiné.

Adspurgt om, hvorvidt han havde overvejet at vente med at forlænge sin kontrakt til efter et eventuelt flot resultat i Tour de France, siger Jakob Fuglsang:

- Så skal jeg nok tage en snak med Vinokourov igen.

Danskerens bedste resultat i Touren er syvendepladsen i 2013.

Sidste år blev Jakob Fuglsang nummer 52 samlet i løbet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx