Af Ritzau - 30/12-16 05:01

De fleste dødsulykker sker på velkendte vejeDe fleste dødsulykker sker på velkendte veje

I 2016 er antallet af dødsulykker steget.

De seneste år har antallet af dødsulykker været på vej i den rigtige retning - nedad. Fra 2010 til 2015 skete der således et fald på 30 procent.

Men 2016 har fået kurven til at pege den forkerte vej. I 2015 var der 178 dræbte i bilulykker, mens 180 personer har mistet livet fra januar til oktober i år. Det slår Vejdirektoratets 'Dødsulykkesstatistik' fast.

- De primære årsager, som medvirker til dødsulykker, er spiritus, høj hastighed og uopmærksomhed, fortæller Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

Der er dog godt nyt, når man zoomer ind på en af de fatale faktorer.

- Vi kan se, at spiritus fylder mindre i dødsulykkerne, end det har gjort tidligere. Og det er rigtig rart at se, for det er der gjort en kæmpe indsats for, siger Marianne Foldberg Steffensen.

Selv om man som bilist kan føle sig mest på udebane, når man begiver sig ud på ukendt territorium og må guides frem af gps'en, så er det ikke her, de fleste dødsulykker sker.

- De fleste ulykker sker på veje, vi kender. Dels fordi det er der, vi kører mest, men også fordi det er der, man slipper opmærksomheden. Når vi kører på en ny vej, så er vi meget opmærksomme, fortæller Marianne Foldberg Steffensen.

Og opmærksomhed og koncentration er helt centrale faktorer i forbindelse med dødsulykkerne. De fleste dødsulykker sker nemlig, selv om det er lyst, tørvejr og sigtbarheden er god.

- Det er for det første der, hvor der er mest trafik. Og så er det der, hvor vi slapper mest af i trafikken. Når vi kører, når det regner og er mørkt, så ved vi godt, at vi skal koncentrere os mere. Og når det er glat, er vi super gode til at køre forsigtigt, siger Marianne Foldberg Steffensen og tilføjer:

- Men når vi er på vej hjem fra sommerhuset, himlen er blå, og vejen er tør, så er vi tilbøjelige til at slippe beredskabet og køre for hurtigt. Man ser ikke farerne på samme måde.

Faktaboks: Gode råd til at holde opmærksomheden:

- Sørg for at have besvaret alle de mails og sms'er, du skal, før du kører.

- Sæt telefonen på flytilstand, eller sæt den til anlægget i bilen.

- Forbered dig. Åbn slikposen og sodavanden, før du kører, hvis der skal hygges med guf på bagsædet.

- Når du er inde at tanke op, så brug lidt tid på at sikre, at der er svaret på beskeder, at alt er inden for rækkevidde, og at personen på passagersædet er klar til at servicere børnene.

Kilde: Marianne Foldberg Steffensen, leder af trafiksikkerhedsafdelingen i Vejdirektoratet.

/ritzau/FOKUS

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx