Af Ritzau - 19/01-17 06:00; Opdateret: 19/01-17 07:22

Danske voksne spiser usundere - børnene holder standDanske voksne spiser usundere - børnene holder stand

Det går den forkerte vej for de voksne, mens der er små fremskridt i børnenes kost, viser undersøgelse.

Noget tyder på, at danske børn spiser lidt sundere, end de hidtil har gjort. Til gengæld står det lysende klart, at danske voksne spiser usundere.

Det er nogle af resultaterne af en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet.

- For de voksne går det den forkerte vej. For børnene er det ikke så slemt, siger kostvaneforsker og seniorrådgiver Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

Undersøgelsen måler blandt andet, hvor mange der får tilstrækkeligt med fisk, fuldkornsbrød, frugt og grønt.

Tallene viser, at danske voksne spiser for lidt af de sunde sager, men til gengæld får rigeligt med mættet fedt.

Modsat er der en række indikationer på, at børns kost ser bedre ud.

Selv om stigningen i antallet af børn, der indtager nok fisk samt frugt og grønt, er inden for den statistiske usikkerhed, peger så mange indikationer den samme vej, at Sisse Fagt godt tør lægge hovedet på blokken.

- Det er små skridt. Det er godt, at der er lidt mere fisk og lidt mere frugt og grønt. Men det er kun "lidt mere", siger hun.

Undersøgelsen er foretaget i de fem nordiske lande. Sammenlignet med de andre lande er danskerne især relativt kritiske over for en af ingredienserne i en sund kost.

- Når vi sammenligner Danmark med resten af Norden, er vi dårligt kørende, når det kommer til fisk. Vi er virkelig ikke flinke til at spise fisk, siger Sisse Fagt.

- Hverken børn eller voksne. Det er lidt paradoksalt, når vi har så meget kystlinje.

I 2011 spiste 24,6 procent fisk to gange om ugen. Det tal var faldet i 2014 til 21,7 procent. Det er den suverænt laveste andel i Norden.

Modsat er man eksempelvis i Island vild med fisk, som 64 procent af den voksne befolkning får to gange om ugen.

Alt i alt er der plads til forbedring, når danskerne skal sammensætte deres kost, mener Sisse Fagt.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx