Af Ritzau - 23/12-16 09:21

Sjællandske boligpriser steg mest i tredje kvartalSjællandske boligpriser steg mest i tredje kvartal

I alle fem regioner steg priserne på villaer og rækkehuse i tredje kvartal. Region Sjælland topper.

Boligejerne i Region Sjælland har været blandt dem, der har været hårdest ramt af finanskrisen.

Men nye tal fra Danmarks Statistik for bolighandlerne i tredje kvartal viser, at der er lys for enden af tunnelen.

Således er den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse steget med hele 3,2 procent sammenlignet med andet kvartal i år.

Dermed er Region Sjælland den region med den største stigning i huspriserne perioden fra juli til september.

Region Nordjylland følger også godt med i kraft af en stigning på 1,7 procent, mens de øvrige regioner ligger i intervallet mellem 0,1 og 0,5 procent.

Set på årsbasis er det også Region Sjælland, der fører med en stigning på 5,8 procent.

Sammenlignet med 2006 har sjællænderne uden for hovedstaden dog fortsat et efterslæb, idet husene fortsat handles til en pris, der ligger 11 procent under, hvad man solgte for dengang.

Når det gælder ejerlejligheder, er der til gengæld sket et fald på 1,8 procent i kvadratmeterpriserne i Region Sjælland hen over kvartalet, hvor man i eksempelvis Region Syddanmark har registreret en stigning på 3,8 procent.

Der er dog langt færre handler med lejligheder end huse, og derfor er den statistiske usikkerhed på gennemsnitspriserne også større.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx