Af Ritzau - 04/07-17 20:19

Wozniacki overvinder problemer og er videre i WimbledonWozniacki overvinder problemer og er videre i Wimbledon

Danskeren var nede med et break i tredje sæt mod Timea Babos, men vandt alligevel sættet og kampen.

Caroline Wozniacki er klar til anden runde ved Wimbledon i London.

Den danske tennisspiller måtte dog ud i tre sæt, før hun besejrede Timea Babos i de to spilleres første indbyrdes møde.

Cifrene på Centre Court blev 6-4, 4-6, 6-1 i danskerens favør.

Ungareren var foran med et break i afgørende sæt, men kollapsede derefter og tabte seks partier på stribe.

Verdensranglistens nummer 42 havde ikke de helt store resultater at vise frem i Wimbledon-regi, eftersom hun i fem tidligere deltagelser aldrig var kommet længere end til anden runde.

Caroline Wozniacki var i ti forsøg ikke kommet længere end maksimalt fjerde runde, og sidste år tabte danskeren i første runde.

Caroline Wozniacki brød sin modstanders serv til stillingen 4-2 i første sæt, men Timea Babos brød omgående tilbage.

Til sidst var danskeren dog skarpest, og med endnu et servegennembrud til 6-4 fik Caroline Wozniacki sikret sættet.

Danskeren indledte andet sæt meget skidt, da hun fik brudt sin serv rent til stillingen 0-1.

Timea Babos holdt derefter serv i resten af sættet, som hun vandt.

Tredje sæt begyndte præcist som andet sæt, da ungareren igen brød Wozniackis serv rent til en 1-0-føring.

Herefter viste danskeren imidlertid fin moral, da hun brød tilbage til stillingen 1-1, selv om Timea Babos førte 40-0 i egen serv.

Caroline Wozniacki brød igen til 3-1, da Timea Babos kiksede et oplagt smash ved nettet.

Ungareren havde gang i en voldsom nedsmeltning, mens danskeren spillede bedre og bedre, og efter seks vundne partier i træk kunne Caroline Wozniacki lade sig hylde som vinder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx