Af Ritzau - 01/06-17 11:05

Russiske kampfly bomber jihadister på flugt fra RaqqaRussiske kampfly bomber jihadister på flugt fra Raqqa

Ruslands forsvarsministerium siger, at militser har indstillet offensiv mod Islamisk Stats hovedby i Syrien.

Russiske fly bomber systematisk militante fra Islamisk Stat, når de flygter fra byen Raqqa - hovedbyen i jihadisternes selverklærede kalifat i Syrien.

Russerne har foretaget to bombeangreb i den seneste uge.

USA er netop gået i gang med at levere våben til kurdiske militsfolk i Syrien, der sammen med andre grupper forsøger at indtage Raqqa.

Leverancerne af våben til kurderne er påbegyndt i denne uge, efter at præsident Donald Trump tidligere på måneden godkendte planen.

USA har iværksat sin plan om at distribuere våben til blandt andet de såkaldte YPG-styrker, selv om Tyrkiet har klaget kraftigt over det. Våbnene er blandt andet AK-47-rifler og små maskingeværer.

USA ser YPG som en slagkraftig milits, der har kunnet trodse både den syriske regeringshær og ekstremistiske krigere fra Islamisk stat.

Men ifølge det russiske forsvarsministerium har YPG og andre oprørsgrupper i styrken Syriens Demokratiske Styrker (SDF) stoppet offensiven mod Raqqa.

Det har gjort det muligt for medlemmer af Islamisk Stat at flygte fra byen og omorganisere sig længere mod syd.

Rusland siger, at dets fly bombede en militant konvoj på vej til Palmyra den 25. maj, og at nye bombardementer skete mandag og tirsdag i denne uge.

- Islamisk Stat mistede over 80 terrorister, 36 køretøjer, otte tankvogne og 17 små lastvogne, der havde granatkastere og andre våben sat fast på ladet, meddeler Rusland i en erklæring.

USA og Tyrkiet har længe været uenige om den syrisk-kurdiske milits YPG.

Tyrkiet opfatter militsen som en frontorganisation for Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i Tyrkiet. Angreb fra PKK-oprørere har siden 1984 kostet 40.000 mennesker livet i Tyrkiet.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx