16/08-17 16:25; Opdateret: 16/08-17 21:12

Everton køber islandsk stjerne for 370 millionerEverton køber islandsk stjerne for 370 millioner

Efter længere tids utilfredshed skifter islandske Gylfi Sigurdsson Swansea ud med Everton.

storybild

Gylfi Sigurdsson skal fremover spille i blåt. Scanpix/Geoff Caddick

Liverpool. En af sommerens store transfersagaer i engelsk fodbold er ovre.

Den islandske midtbanestjerne Gylfi Sigurdsson skifter fra Swansea til Everton på en femårig kontrakt, meddeler Everton onsdag.

Offentliggørelsen kommer, efter at den 27-årige islænding tidligere onsdag bestod lægetjekket i Everton, og herefter var det blot et spørgsmål om tid, før han blev officielt præsenteret som ny spiller i klubben.

Everton oplyser, at handlen er rekord i klubben, og ifølge engelske medier betaler Everton 45 millioner pund, cirka 370 millioner kroner, for at købe Sigurdsson i Swansea.

- Forhåbentlig vil jeg fortsætte med at lægge op til mål og score mål og på den måde medvirke til den succes, vi søger i klubben, siger Gylfi Sigurdsson ifølge Evertons hjemmeside.

Siden afslutningen på sidste sæson har Sigurdsson gjort sit for at fremprovokere et skifte.

Han meldte afbud til Swanseas træningslejr i USA, da han ikke følte sig i den rette tilstand til at deltage "på grund af usikkerheden om sin fremtid".

Han var derfor heller ikke at finde i startopstillingen, da Swansea i weekenden åbnede sæsonen med en nullert mod Southampton. Det var ifølge Swanseas manager, Paul Clement, "i alles interesse".

I Everton skal islændingen spille under manager Ronald Koeman, som er glad for endelig at færdiggøre handlen.

- Jeg er virkelig glad, for bestyrelsen og specielt formand Bill Kenwright har gjort alt for at få ham. Det tog noget tid, men langt om længe skrev vi under med spilleren.

- Efter min mening er han en af de bedste i Premier League på sin position, og det er godt for holdet, siger Ronald Koeman.

Gylfi Sigurdsson scorede ni gange i ligaen i den seneste sæson, hvor han lagde op til 13 scoringer.

Aftalen med Gylfi Sigurdsson kommer belejligt for Everton, da Koeman tidligere onsdag på et pressemøde også kunne fortælle, at den engelske landsholdsspiller Ross Barkley ikke kommer i aktion foreløbig på grund af en skade.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx