06/01-18 01:09

Liverpools rekordkøb: En drøm blev opfyldt i Anfield-debutLiverpools rekordkøb: En drøm blev opfyldt i Anfield-debut

Nyindkøbte Virgil van Dijk headede sit holds sejrsmål hjem mod slutningen af sin første kamp for Liverpool.

storybild

En flyvende hollænder. Virgil van Dijk header Liverpool foran mod slutningen af kampen mod Everton. Reuters/Phil Noble

Liverpool. Liverpools nykøbte, redkorddyre forsvarsspiller, Virgil van Dijk, scorede fredag i sin debut, da de rødklædte slog bysbørnene fra Everton 2-1 i den engelske FA Cup.

Hollænderen kom flyvende på et hjørnespark mod kampens slutning og headede sit holds sejr hjem foran et ellevildt publikum på Anfield.

- Hvilken aften det var. Det var fuldt fortjent, og det føltes fantastisk at være derude. Målet er meget specielt for mig og min familie, siger den høje forsvarsspiller ifølge Reuters.

Virgil van Dijk skrev i sidste uge under på en kontrakt med Liverpool. Han skiftede fra Southampton for et beløb, der angiveligt er svimlende 75 millioner pund. Det svarer til omkring 630 millioner kroner.

Ingen forsvarsspiller er nogensinde før blevet solgt for så stort et beløb. Men Virgil van Dijk gjorde altså allerede i sin første kamp en forskel for Liverpool.

- At spille på Anfield for Liverpool er en drøm for alle spillere. At score et mål er endnu mere specielt, siger Virgil van Dijk.

Inden den afgørende scoring fik tilskuerne en jævnbyrdig kamp, som så ud til at ende uafgjort, indtil den afgørende scoring faldt i det 84. minut.

Liverpool fik tilkendt et straffespark, da Evertons Mason Holgate klodset omfavnede Adam Lallana lidt for meget i feltet.

Anfører James Milner bragte sikkert Liverpool foran 1-0 fra pletten ti minutter før pausen.

Midtvejs i anden halvleg fik Everton udlignet. Gylfi Sigurdsson sparkede køligt bolden fladt ind, efter at Phil Jagielka havde lagt den pænt til rette for islændingen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx