08/03-14 19:13; Opdateret: 08/03-14 19:25

Nedslagtning i Aarhus: AaB moser AGFNedslagtning i Aarhus: AaB moser AGF

AaB storsejrede for anden gang på kort tid AGF i Aarhus. 5-2 vandt nordjyderne.

storybild

(Billede: Polfoto)

I slutningen af februar tæskede AaB AGF 4-1 i pokalturneringen. Lørdag tog AGF så, under Jesper Fredbergs ledelse, imod nordjyderne i Superligaen.

Og igen blev det til et ydmygende aarhusiansk hjemmenederlag. 5-2 vandt gæsterne fra AaB.

Hjemmeholdet stillede med næsten samme hold som i seneste runde. Eneste ændring var, at Arthur Sorin afløste karantæneramte Anders Kure.

Hos gæsterne var Rasmus Würtz syg. Han blev afløst centralt af Patrick Kristensen, mens Henrik Dalsgaard gled ind på højre back. Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis startede på toppen.

Efter 13 minutter var Spalvis over Johan Lædre Bjørdal, der snorksov. Litaueren snuppede bolden og lagde den skråt bagud til Kasper Kusk. Sorin nåede at tackle, men bolden hoppede over Emil Ousager og i nettet. 1-0 til AaB.

Få minutter senere var den gal igen. AGF-forsvaret bakkede og bakkede, så Jönsson fik lov at føre bolden frem. Han trykkede af, og kuglen strøg ind ved den venstre stolpe til 2-0.

Efter en halv time slog AGF's Casper Sloth et indlæg mod bageste rum. Jesper Lange headede på tværs, og Danny Olsen kom til og reducerede.

Men glæden blev kort i Aarhus. Otte minutter efter AGF-målet centrede Spalvis til Jönsson. Han headede bolden ned for fødderne af Nicolaj Thomsen. Ousager reddede U21-landsholdsspillerens forsøg på træværket, men Kasper Kusk var over returen, og så stod der 3-1.

Fem minutter senere slog AaB et indlæg fra højre. Sorin headede væk, men Danny Olsen sparkede et fint hul i luften, så bolden faldt ned for fødderne af Kasper Risgård. Han trykkede resolut af, og så stod der - igen - 4-1 til AaB i Aarhus. Denne gang var det pausestillingen.

Efter små 20 minutter af anden halvleg buldrede AaB ned mod AGF-målet. Dalsgaard slog et indlæg skråt bagud i feltet. Nicolaj Thomsen tog kuglen til sig, snød sin modstander og tæskede 5-1-målet op under overliggeren.

Efter 72 minutter skulle Rasmus Thelander dække en bold ud over baglinjen, men Jesper Lange stjal den fra ham. Han serverede kuglen for Danny Olsen, der reducerede med sit tredje mål i AGF-trøjen.

Der blev ikke scoret mere i Aarhus. AaB smadrede AGF 5-2 og blev samtidig Superligaens mest scorende hold i denne sæson.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx