Af Ritzau - 23/12-16 11:16

Danske ishockeytalenter indleder VM uden skadet profilDanske ishockeytalenter indleder VM uden skadet profil

Mathias From har forstuvet anklen og kommer ikke med i U20-landsholdets første kampe ved VM i Canada.

storybild

Mathias From, her i hvid trøje i sidste års U20-VM-kvartfinale mod Rusland, kæmper med en forstuvet ankel. (Billede: Reuters/Lehtikuva)

Det danske U20-landshold i ishockey må klare sig uden et af sine største navne, når holdet åbner A-VM mod Sverige 2. juledag.

Den stærke forward Mathias From når ikke at komme sig tilstrækkeligt over den skade, han pådrog sig kort efter landsholdets ankomst til Montreal, hvor Danmarks indledende kampe skal spilles.

Der er dog håb om, at Rögle-spilleren kan træde ind på holdet undervejs i turneringen, hvor landstræner Olaf Ellers tropper skal spille fire gruppekampe mellem 26.- og 30. december.

Ishockeylandsholdet oplyser på sin Facebook-side, at From døjer med en ankelskade, men at frygten for et brud tilsyneladende er ubegrundet.

- Diagnosen lyder på en kraftig forstuvning, og det er endnu svært for os at spå om, præcist hvornår Mathias bliver klar igen, men vi har en forhåbning om, at han træner fuldt med holdet kort inde i VM-turneringen, lyder det.

Mathias From, der netop er fyldt 19 år, blev i sommer draftet af NHL-klubben Chicago Blackhawks.

Han er noteret for 42 kampe i den stærke svenske eliteserie og var i maj med A-landsholdet til VM i Rusland på en slags læreplads uden at få istid.

Danmark er for tredje år i træk med blandt verdens 10 bedste ishockeynationer på U20-niveau og er i VM-pulje med Sverige, Tjekkiet, Finland og Schweiz.

Det bliver formentlig - som i de seneste to år - opgøret mod schweizerne, der kommer til at afgøre, om danskerne kommer videre til kvartfinalen eller skal i nedrykningsspil.

Danmark og Schweiz mødes i sidste spillerunde 30. december.

Natten til fredag vandt danskerne i øvrigt den sidste testkamp før VM med 3-2 over Letland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx