Af Ritzau - 17/05-17 21:56; Opdateret: 17/05-17 22:14

AGF-profil: Det var en fuldstændig vanvittig kampAGF-profil: Det var en fuldstændig vanvittig kamp

I Superligaens nedrykningsplayoff vandt AGF en yderst intens kamp med 3-1 over Esbjerg og skal nu møde Viborg.

storybild

Martin Spelmann og AGF besejrede samlet Esbjerg i playoffkampene i nedrykningsspillet i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

I Alka Superligaens nedrykningsplayoff blev det AGF, der kunne smile onsdag aften efter en 3-1-sejr over Esbjerg.

Dermed vandt AGF med samme cifre samlet over Esbjerg efter en fodboldkamp, der udviklede sig vildt mod slutningen.

Her kastede Esbjerg alt frem ved stillingen 2-1 til AGF i forsøget på at score det udlignende mål, der ville have givet gæsterne den samlede sejr.

- Det var en fuldstændig vanvittig, men også fed kamp. Det var fantastisk at se to hold, der kæmpede røven ud af bukserne.

- Samtidig havde dommeren en finger på pulsen. Han var tydeligt klar over, hvad der var på spil, siger AGF's midtbanespiller Martin Spelmann.

Kampen blev for alvor hektisk, da AGF kort inde i anden halvleg bragte sig foran med 2-1, hvilket naturligt lagde et stort pres på gæsterne fra Esbjerg.

- Vi kom flot ud efter pausen og lagde det tryk, der skulle til.

- Det gav os scoringen til 2-1, og derefter blev det selvfølgelig dramatisk i slutfasen, som det hører sig til. Jeg glæder mig meget over sejren, siger cheftræner for AGF, Glen Riddersholm.

Udsigten til at skulle møde Viborg er dog ikke noget, man glæder sig til på den aarhusianske trænerbænk.

- Jeg er ikke himmelhenrykt over at skulle møde Viborg, men jeg er glad for, at vi ikke skal spille lørdag i Horsens.

- Det bliver marginaler, der kommer til at afgøre det. Vi tager selvtilliden med fra vores sejre over dem, men det bliver kampformen og kontinuiteten, der kommer til at blive afgørende, siger Glen Riddersholm.

Martin Spelmann ser frem til endnu nogle fodboldkampe, hvor alt er på spil.

- Det bliver en helt ny kamp mod Viborg. Vi har det godt mod dem, men den sidste kamp bliver voldsom. Det bliver fede kampe igen, men nu nyder vi lige sejren over Esbjerg, og så kigger vi fremad, siger Martin Spelmann.

AGF og Viborg mødes 22. maj på Viborg Stadion, mens der er returkamp i Aarhus 28. maj.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx