Af Ritzau - 22/05-17 08:41

Danmark åbner Sudirman Cup med sejr over IndienDanmark åbner Sudirman Cup med sejr over Indien

Det danske badmintonlandshold havde ikke de store problemer med at besejre Indien i Sudirman Cup.

storybild

Viktor Axelsen leverede en overbevisende præstation i sin singlekamp, da Danmark slog Indien i Sudirman Cup. (Billede: Scanpix/Sajjad Hussain)

Danmark er godt på vej til at gå videre fra gruppespillet i Sudirman Cup efter samlet sejr over Indien i åbningskampen.

Det andenseedede danske badmintonlandshold vandt med 4-1 i kampe, og sejren var allerede sikret efter sejre i de første tre opgør.

Sudirman Cup er VM for blandede hold, og der spilles kampe i alle fem kategorier.

De to bedste hold fra hver gruppe går videre til kvartfinalerne, og Danmark er i pulje med Indien og Indonesien.

Mixeddoublen Joachim Fischer og Christinna Pedersen lagde ud med sejr i tre sæt over Ashwini Ponnappa og Satwiksairaj Rankireddy.

Danskerne vandt 21-15, 16-21, 21-17 efter en time og ti minutters spil i Australien.

Dernæst fulgte Viktor Axelsen op med en overbevisende sejr på 21-12, 21-7 i herresingle over Ajay Jayram. Kampen varede kun 27 minutter.

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen sejrede 21-17, 21-15 over Manu Attri og Reddy Sumeeth.

Med de tre kampe var den danske sejr allerede en realitet, men de to sidste kampe skulle også spilles, da resultaterne kan få betydning i tilfælde af pointlighed.

I den fjerde kamp tabte Line Kjærsfeldt til Pusarla Sindhu. Inderen vandt så sikkert som 21-18, 21-6 over den danske damesingle.

Damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen skulle ud i tre sæt mod Ashwini Ponnappa og Sikki Reddi.

De danske OL-sølvvindere tabte første sæt, men parret endte med at vinde 18-21, 21-15, 23-21 i Danmarks sidste kamp.

Onsdag formiddag skal Danmark møde Indonesien i den anden og sidste gruppekamp.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx