19/11-17 13:25

Axelsen om tabt finale: Jeg spillede dumtAxelsen om tabt finale: Jeg spillede dumt

Viktor Axelsen var utilfreds med sit badmintonspil i søndagens finale mod kineseren Chen Long i China Open.

storybild

Viktor Axelsen roste Chen Long efter finalen i China Open. Scanpix/Stringer/arkiv

Fuzhou. Chen Long spillede med stor tålmodighed og styrede det meste af badmintonfinalen mod Viktor Axelsen i Super Series Premier-turneringen China Open.

Det erkendte Axelsen, der er nummer et i verden, efter søndagens nederlag i tre sæt.

- Hans defensiv sad godt, og jeg havde ikke tålmodigheden og lavede nogle dumme fejl. Det var hans fortjeneste.

- Jeg tabte til en bedre spiller, og sådan er det nogle gange, siger Axelsen til TV2 Sport.

Chen Long vandt det taktiske spil og kunne lurepasse lidt i andet sæt, efter at kineseren havde vundet første sæt.

- Jeg følte, jeg fik andet sæt lidt foræret, og jeg kunne godt mærke, han mest brugte det til at finde ud af, hvordan han skulle spille i tredje sæt, forklarer Axelsen.

Både i starten af første og det afgørende tredje sæt lavede Axelsen adskillige fejl, og det udnyttede Chen Long til at komme stort foran i de to sæt.

- Jeg er rimelig skuffet over den måde, jeg spillede på i tredje sæt. Jeg havde nogle slag, som jeg, når jeg tænker tilbage, synes er dumt spillet.

- Men sådan noget sker. Jeg startede mega ringe ud, men kom godt med igen, og det kan jeg tage med videre, lyder det fra danskeren.

Chen Long vandt finalen med 21-16, 14-21, 21-13.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx