Af Ritzau - 08/03-17 06:16

FCK vil ramme Ajax på fysik og dødboldeFCK vil ramme Ajax på fysik og dødbolde

Hvis FCK ikke magter at score i åbent spil mod Ajax, kan dødbolde blive nøglen til sejr, mener FCK-assistent.

storybild

FC Københavns assistenttræner Brian Priske har blandt andet ansvaret for FCK's dødbolde, og det kan blive et våben mod Ajax i Europa League. (Billede: Scanpix/Axel Schütt)

FC København har i alle sæsonens syv hjemmekampe i de europæiske turneringer holdt nullet.

Hverken hold som Apoel FC, Club Brugge, Leicester eller Porto har formået at score i Parken.

Og planen er, at Ajax ikke bryder den statistik torsdag aften, når FCK møder den hollandske storklub i Europa Leagues ottendedelsfinale.

Brian Priske, der blev ansat som assistenttræner i FCK i sommeren 2016, håber på en smal hjemmesejr.

Og måske kan FCK ramme Ajax på fysik og dødbolde, hvis alt andet glipper.

- På hjemmebane håber vi på at dominere mod Ajax og skabe de chancer, der skal til i åbent spil. Men kan vi ikke det, så kan en af nøglerne ligge i en dødbold - et hjørnespark eller frispark.

- Der har vi gode forcer og nogle offensive spillere, som er gode i hovedspillet og har noget fysik. Det så vi også i weekenden mod Horsens, som vi matchede og faktisk dominerede på standardsituationerne, siger Priske.

FCK vandt søndag 5-0 hjemme over Horsens i Superligaen, og der var fremskridt at spore efter flere uafgjorte resultater.

- Fysisk er vi, hvor vi skal være. Jeg synes, vi har set bedre og bedre ud. Vi så noget af det bedste FCK-spil længe mod Horsens.

- Vi kan forhåbentlig hjemme i Parken, hvor vi plejer at være sindssygt gode, dominere Ajax. Rent fysisk skal mange hold stå tidligt op for at matche os, mener Priske.

Tidligere i trænerkarrieren har Priske som assistent fået ros for at have gjort FC Midtjylland til en målmaskine på dødbolde, og nogle af værktøjerne er ved at blive overført til FCK.

- Det er altid svært at sige, hvor stor indflydelse jeg har haft på FCK's dødbolde. FCK var også gode, inden jeg kom. De har haft gode spillere til netop dødbolde.

- Men jeg synes, vi rykker os hver dag og for hver kamp, vi spiller. Det begynder at fylde mere og mere for drengene, og de tager mere og mere ansvar, siger Priske.

FCK har scoret flere mål efter hjørnespark i Champions League, og mod Ajax kan det blive et afgørende våben.

- Vi har scoret flere vigtige mål på dødbolde i Europa - blandt andet mod Club Brugge. Det er fedt at se, at vi gør det godt på det parameter.

- Vi kreerer ikke lige så mange chancer i Europa, som vi er vant til at gøre i Superligaen, så det er vigtigt, vi har et våben på dødbolde, påpeger Priske.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx