04/11-17 06:03

Nykøbing Falster jagter ny sensation mod rumænsk storholdNykøbing Falster jagter ny sensation mod rumænsk storhold

De internationalt uprøvede Nykøbing Falster-kvinder skal op mod træner Helle Thomsens rumænske stjernetropper.

storybild

En af profilerne på Nykøbing Falsters hold er playmakeren Kristina Mulle Kristiansen. Scanpix/Morten Dueholm

København. For knap to uger siden leverede kvinderne fra Nykøbing Falster Håndbold en stor overraskelse, da de hjemme slog det rumænske storhold CSM Bucuresti med tre mål i Champions League-gruppespillet.

Lørdag skal de forsøge at gentage bedriften. Eneste forskel bliver 5000 støjende rumænske fans på lægterne, der kun ønsker at se dem tabe.

- Der bliver gået til stålet. Når der sidder 5000 mennesker og lægger tryk på det hele, så skal man kunne lukke det ude og bruge det konstruktivt, siger Jakob Larsen, cheftræner for Nykøbing Falster Håndbold.

- Men vi vil gerne prøve at skabe endnu en sensation, siger han.

I spidsen for CSM Bucuresti står den danske succestræner Helle Thomsen med stjerner som Isabelle Gulldén, Line Jørgensen og Cristina Neagu på holdet.

Nøglen til en Nykøbing Falster-sejr bliver at kopiere taktikken fra første kamp, mener Jakob Larsen.

Her lykkedes det for Nykøbing Falster Håndbold at få taget rumænernes største stjerne, Cristina Neagu, ud af kampen.

Men det bliver ikke nemt, for nu ved spillerne fra Bucuresti, at Nykøbing Falster ikke blot er "et upåagtet dansk hold, som ikke har spillet europæisk", mener Jakob Larsen.

- Jeg forventer, at de er mere parate og klar, når vi møder dem på lørdag, siger han.

Bucuresti og Nykøbing Falster ligger henholdsvis nummer et og to i gruppe A med fire point, og på tredjepladsen ligger RK Krim også med fire point.

Sidst i gruppen er polske Vistal Gdynia med nul point, og da tre hold går videre til mellemrunden, skal meget gå galt, hvis ikke Nykøbing Falster skal være at finde i mellemrunden.

Kampen mod Bucuresti ser Jakob Larsen i store træk som en "gratis kamp", da de færreste forventer en dansk sejr på rumænsk grund.

Men han ser en nøglekamp i hjemmebanekampen i sidste runde mod RK Krim i midten af november.

Skulle Bucuresti vinde gruppen, vil kampen mod RK Krim kunne afgøre, hvem der får andenpladsen, mener han.

- Det ville være et spændende scenarie både i forhold til tilskuere og drama, mener Jakob Larsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx