Af Ritzau - 04/03-17 15:48; Opdateret: 04/03-17 16:00

Eks-verdensmester vinder Strade Bianche for anden gangEks-verdensmester vinder Strade Bianche for anden gang

Michal Kwiatkowski vandt lørdag igen cykelløbet Strade Bianche. Dansker var med i det afgørende udbrud.

storybild

Michal Kwiatkowski stak solo i finalen af lørdagens Strade Bianche og vandt løbet for anden gang i karrieren. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Lionel Bonaventure)

Efter et underholdende cykelløb for fuld udblæsning over stok og sten kunne Michal Kwiatkowski (Sky) lørdag juble over endnu en stor sejr i Strade Bianche.

I det hæsblæsende World Tour-løb over 175 kilometer fra Siena til Siena stak polakken alene fra løbets afgørende udbrud i finalen og kørte over stregen med solid margin ned til de nærmeste forfølgere.

Det er Kwiatkowskis anden sejr i løbet i karrieren.

OL-guldvinderen Greg Van Avermaet (BMC) slog Tim Wellens (Lotto Soudal) i spurten om andenpladsen 15 sekunder efter vinderen.

Også danske Christopher Juul-Jensen (Orica-Scott) var med i løbets store udbrud, og han sluttede på en syvendeplads - knap halvandet minut efter sejrherren.

Strade Bianche er kendetegnet ved flere passager på grusvej og små, bidske stigninger, og løbet er fra i år for første gang opgraderet til en status af World Tour-løb.

Som sådan var mange af de store navne i spil til sejren.

Løbet blev afgjort, da en større og meget stærk gruppe rev sig løs i forbindelse med en passage af et af ræsets mange stykker på grusvej med cirka 90 kilometer til mål.

Blandt dem sad Kwiatkowski, Thibaut Pinot (FDJ), Tom Dumoulin (Sunweb), Greg Van Avermaet, Edvald Boasson Hagen (Dimension Data) og altså danske Christopher Juul-Jensen.

Verdensmesteren Peter Sagan forsøgte af hænge på, men forgæves. Han udgik kort efter med henvisning til sygdom.

Konstante angreb i det udfordrende terræn flåede løs i frontgruppen, og med godt 19 kilometer slap Van Avermaet, Zdenek Stybar (Quick-Step), Michal Kwiatkowski og Tim Wellens væk.

Men kendetegnende for det vilde væddeløb nåede flere op igen - blandt dem Christopher Juul-Jensen.

Danskeren viste stor slidstyrke og genvandt igen det, han tabte på de stejle stigninger.

Men med 12 kilometer til mål fik Michal Kwiatkowski hul, og ham hentede forfølgerne ikke igen.

På det tidspunkt lå danskeren nede i tredje forfølgergruppe.

Kwiatkowski vandt også Strade Bianche i 2014, hvor han også snuppede VM-titlen i linjeløb.

Polakken har blandt andet også en sejr i klassikeren Amstel Gold Race på cv'et.

Med lørdagens sejr sikrede han i øvrigt Team Sky sejr nummer 250, siden holdet blev stiftet i 2009. Det konstaterer holdet med jubel på Twitter.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx