Af Mathias Tuxen - 07/08-17 22:38

EM-heltene hyldet på Rådhuspladsen: Alle elskede Olivers skiltEM-heltene hyldet på Rådhuspladsen: Alle elskede Olivers skilt

42-årig hyldes for sin stikpille mod Sørine Gotfredsen.

storybild

42-årige Oliver Juvonen-Peel stod på Rådhuspladsen i København med et helt specielt papskilt.

Mandag eftermiddag stod et menneskehav klar til at hylde de hjemvendte sølvhelte foran Københavns Rådhus. Tusindvis af dannebrogsflag flagrede i solen, men blandt de røde og hvide farver skilte et brunt, hjemmelavet papskilt sig ud fra mængden.

Midt på Rådhuspladsen stod 42-årige Oliver Juvonen-Peel med et opsigtsvækkende papskilt. En humoristisk stikpille rettet mod den danske journalist, sognepræst og samfundsdebattør, Sørine Gotfredsen.

'Tag DEN Sørine.' stod der på papskiltet, som Oliver Juvonen-Peel lystigt svingede omkring sig med den ene hånd og med en øl i den anden.

Han var mødt frem på Rådhuspladsen i København mandag eftermiddag for at hylde kvindelandsholdets sølv-triumf ved EM-finalen i Holland og for at sende et budskab til Sørine Gotfredsen. Oliver Juvonen-Peel er nemlig feminist, og da han hørte sognepræsten udtale sig om kvindefodbold i DR2 Deadline onsdag den 2. august blev han forarget. For her gav Sørine Gotfredsen udtryk for, at fodbold er en sportsgren for mænd og ikke for kvinder.

»Fodbold er meget tæt på krig på mange måder, og det tror jeg passer bedre til mænd end kvinder,« forklarede sognepræsten, der mener, at fodbold strider imod kvinders fysik, fordi det kræver mange kræfter. Og det er Oliver Juvonen-Peel lodret uenig i.

»Jeg synes virkelig, at det var nedrigt sagt af Sørine Gotfredsen. Skiltet er for stort til at sende i kuvert med posten, men jeg håber hun ser det. Jeg er feminist, så når jeg hører, at fodbold ikke er for kvinder, så bliver jeg forarget,« forklarer han.

Med sit papskilt, en dåseøl og en god portion humor stod den 42-årige mand derfor klar til at hylde kvindelandsholdet sammen med tusindvis af mennesker på Rådhuspladsen. Oliver Juvonen-Peel blev nemlig fuldstændig bjergtaget af kvindelandsholdets præstation søndag aften i Holland.

»Det var simpelthen så underholdende i går, men jeg græd også lidt, for jeg er lidt et bløddyr. Jeg skal følge mere med i kvindefodbold fremover.«

Oliver Juvonen-Peel bor til daglig på Amager lidt uden for København, men grundet en kronisk sygdom arbejder han ikke længere, hvorfor han i stedet 'bare drikker øl', forklarer han.

Selvom han gerne ville op og hilse på sølvheltene, holdt han sig lidt længere nede på pladsen, så han ikke skyggede for de mange ivrige børn.

»Oppe foran skygger jeg for de små børn, så jeg er rykket længere tilbage, men da landsholdsbussen ankom, der så nogle af spillerne mit skilt og grinte,« fortæller Oliver Juvonen-Peel med et stort smil.

Kvindelandsholdet blev mandag først fejret i Viborg, hvor landsholdets hjemmebane ligger, og senere på Københavns Rådhus, hvor overborgmester Frank Jensen havde indbudt til rådshuspandekager og en personlig tale. Nationens nye fodboldhelte sluttede aftenen af med en middag i Tivoli i København.

Kan du lide artiklen? Følg os på Facebook og få mere af det gode fra BT Sporten

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx