05/10-17 11:33

Før VM-slutspurt: 16 spillere jagter første slutrundeFør VM-slutspurt: 16 spillere jagter første slutrunde

Danmark var senest med i en slutrunde ved EM i 2012. Kun syv spillere fra EM-truppen er stadig på landsholdet.

storybild

Podgorica. Det er to helt afgørende kampe, der venter det danske fodboldlandshold i de kommende dage mod Montenegro og Rumænien.

To danske sejre vil som minimum sende Danmark til playoffkampe om en VM-billet. Skulle Polen samtidig snuble, kan danskerne endda snuppe førstepladsen og skaffe sig direkte adgang til slutrunden i Rusland.

Det vil i givet fald være en førstegangsoplevelse for de 16 spillere i landsholdstruppen, der aldrig tidligere har deltaget i en seniorslutrunde.

En af dem er Thomas Delaney, som fik sin landsholdsdebut i en VM-kvalifikationskamp mod Malta i 2013 på et tidspunkt, hvor Danmark var ude af spillet om en VM-billet.

Nu er han stamspiller på Åge Hareides mandskab, der efter en sløj start har en reel mulighed for at komme med i den næste udgave af den prestigefyldte begivenhed.

- Det ville være stort. Jeg kan jo kun tale om, hvordan jeg tror, det er. Jeg kan forestille mig, at det er en kæmpe oplevelse, siger Thomas Delaney.

I truppen til kampene mod Montenegro og Rumænien er der syv spillere, der var med, da Danmark senest var repræsenteret i en slutrunde ved EM i 2012.

Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Andreas Bjelland, William Kvist, Lasse Schöne, Christian Eriksen og Nicklas Bendtner. De resterende 16 spillere er uden slutrundeerfaring.

- Jeg er glad for, at vi har fået skuden rettet mod målet igen. Nu skal vi bare gøre alt for at nå derhen.

- Det er ikke op til os, om vi skal nøjes med playoff, og i første omgang kommer vi nok ikke til at kigge så meget på Polens resultat mod Armenien.

- Vi er nødt til at kigge på, hvad vi selv gør, og det vi skal gå efter de maksimale seks point. Så må vi håbe, at Polen snubler, siger Thomas Delaney.

Danmark møder Montenegro på udebane torsdag aften, mens det hele falder på plads søndag, hvor danskerne spiller mod Rumænien i København.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx