Af Ritzau - 06/04-17 20:55; Opdateret: 06/04-17 22:55

Wozniacki besejrer tysker i forsinket gruspremiereWozniacki besejrer tysker i forsinket gruspremiere

Caroline Wozniacki vandt ret sikkert over Annika Beck, da danskeren spillede sin første kamp på grus i år.

storybild

Caroline Wozniacki sejrede i sin første kamp på grus i tennissæsonen. (Billede: Scanpix/Julian Finney)

Caroline Wozniacki fik en vellykket begyndelse på grussæsonen, da hun torsdag omsider kom på banen i blæsevejret ved WTA-turneringen i Charleston i USA.

Den danske tennisspiller havde - fraset et koncentrationssvigt i første sæt - ikke de store problemer med at besejre tyske Annika Beck, der rangerer som nummer 61 i verden.

- Jeg synes, at jeg startede stærkt og aggressivt og håndterede vinden godt. Men på et tidspunkt røg jeg ud af min rytme, og kampen blev lidt tættere, end jeg havde håbet, siger Caroline Wozniacki til WTA's reporter.

Eftersom Caroline Wozniacki var oversidder i første runde, er hun nu klar til tredje runde, hvor australske Anastasia Rodionova venter.

Den kamp bliver på grund af onsdagens udsættelse allerede spillet natten til fredag dansk tid.

Kampen mellem danskeren og Annika Beck skulle egentlig have været spillet onsdag, men lyn og torden over tennisanlægget i Charleston forhindrede, at opgøret kom i gang.

23-årige Annika Beck blev nærmest blæst omkuld i kampens indledning, og Caroline Wozniacki stormede frem til en 4-0-føring i første sæt på det vindfyldte anlæg i Charleston.

Vinden gjorde arbejdsbetingelserne svære for begge spillere, men danskeren havde bedst styr på det.

Tyskeren fik dog brudt danskerens serv til en 1-4-reducering, og bagud 3-5 fik hun skaffet sig to breakbolde ved 40-15, da Caroline Wozniacki ifølge hoveddommeren sendte en bold ud af banen.

Danskeren mente, at bolden var inde, men havde i første omgang overskud til at modtage kendelsen med både hovedrysten og smil.

På tyskerens anden breakbold var danskerens humørbarometer dog kølnet betragteligt, da hun hamrede en bold ned i gruset efter at have sendt bolden ud af banen.

Efter det tabte parti fulgte en ivrig debat på polsk mellem Caroline Wozniacki og hendes far og træner, Piotr Wozniacki.

Caroline Wozniacki havde tilsyneladende svært ved at glemme episoden med bolden, der måske ikke var ude i det forrige parti, og hun gestikulerede igen mod hoveddommeren og pegede på et mærke i gruset.

Efter at Annika Beck fik udlignet til 5-5, fik Wozniacki samlet sig selv op, og med et rent servegennembrud fik danskeren brudt til 7-5 og sikret sætsejren.

Andet sæt blev lige som det første indledt med et rent parti, men denne gang til Annika Beck, der brød Caroline Wozniackis serv rent.

Danskeren fik dog hurtigt brudt tilbage til 1-1, og i resten af sættet viste hun stort overskud.

Wozniacki bragte sig foran 5-1, da hun med en sjælden variant - en stopbold som servereturnering - tvang tyskeren ud på en forgæves løbetur.

Herefter servede danskeren andet sæt og sejren hjem.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx