06/09-13 10:13

Italien kan sikre VM-deltagelse og hjælpe DanmarkItalien kan sikre VM-deltagelse og hjælpe Danmark

To hjemmesejre kan sikre Italiens deltagelse ved VM i Brasilien og samtidig gøre Danmarks lange vej kortere.

storybild

Det italienske landshold kan hjælpe Danmark i bestræbelserne på at komme til VM. To hjemmesejre til italienerne kan gøre Danmarks lange vej lidt kortere. (Billede: Polfoto/AP/Andrew Medichini)

Der er fuldt program fredag i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe B, og de danske forhåbninger om deltagelse ved VM i Brasilien risikerer at lide det afgørende knæk.

Danmark er tvunget til at vinde de fire resterende kampe, men skal samtidig sætte sin lid til italiensk succes i de kommende kampe.

Italien agerer vært for Bulgarien og Tjekkiet henholdsvis fredag og tirsdag, og resulterer begge i sejre, er den italienske deltagelse næste sommer en realitet.

Italiensk succes er samtidig en nødvendighed for de danske muligheder, da Danmark er afhængig af, at netop Bulgarien og Tjekkiet taber point i det resterende program. Det kan Morten Olsens udvalgte ikke længere selv sørge for.

Heldigvis ytrer Italien ambitioner om at afgøre gruppen til egen fordel allerede i de kommende to kampe.

De italienske medier spekulerer i, om deres landstræner, Cesare Prandelli, vil fortsætte i sit virke efter VM-slutrunden, men den diskussion ønsker Prandelli endnu ikke at være en del af. Hans hold skal koncentrere sig om opgaverne på banen.

Fredagens VM-program på det europæiske kontinent tæller 25 kampe, heriblandt flere interessante.

Kroatien gæster Serbien i et højspændt eksjugoslavisk møde. Serbien har dog reelt udspillet sin chance i gruppen, mens Kroatien helst behøver en sejr for at udfordre Belgien i spillet om førstepladsen.

I gruppe C kan Tyskland så godt som sikre sig førstepladsen med en sejr i Østrig, mens Irland og Sverige, der ligesom Østrig befinder sig på 11 point, kæmper om det bedste udgangspunkt til at tage den play-off-givende andenplads.

Norge er pisket til sejr hjemme over Cypern for at forfølge sin chance, mens Island kan forbedre sin VM-chance ved at hente point i Schweiz.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx