Af Ritzau - 21/01-17 18:16

Sergio Ramos sender Real Madrid tilbage på sejrskursSergio Ramos sender Real Madrid tilbage på sejrskurs

Real Madrid udbyggede føringen i Primera Division med en smal 2-1-sejr hjemme over Malaga.

storybild

Real Madrids Sergio Ramos scorede to gange i sejren over Malaga. (Billede: Scanpix/Pierre-philippe Marcou)

Efter to nederlag i træk kom fodboldklubben Real Madrid lørdag tilbage i vinderens rolle.

Topholdet i den spanske Primera Division sejrede 2-1 hjemme over Malaga på to scoringer af anfører Sergio Ramos.

Efter 40 kampe i træk uden nederlag tabte Real Madrid i sidste uge 1-2 ude til Sevilla, og tidligere i denne uge blev det 1-2 hjemme mod Celta i en pokalkamp.

Ti minutter før pausen i kampen mod Malaga sendte Toni Kroos et hjørnespark ind i hovedet på Sergio Ramos, der headede bolden i mål.

Kort tid før pausen leverede tyske Kroos endnu et måloplæg, denne gang fra venstre side.

Denne gang brugte Sergio Ramos fødderne til at score til 2-0.

Tidligere i første halvleg havde Malagas Gonzalo Castro ramt stolpen, mens Cristiano Ronaldo havde været alene igennem med Malaga-målmand Carlos Kameni uden at kunne score.

Real Madrids føring så sikker ud, men efter 63 minutter fik Juanpi reduceret til 1-2, og minuttet senere var gæsterne tæt på at få udlignet.

Carlos Kameni var et muntert indslag i kampen, og målmanden lavede både gode redninger og meget usikre aktioner.

En af sidstnævnte kom efter 73 minutter, da den 32-årige målmand fra Cameroun ikke fik ram på en tilbagelægning, der fortsatte i retning af hans mål.

Carlos Kameni løb i fuldt firspring mod eget mål, og fik foden på bolden umiddelbart før målstregen. Han reddede efterfølgende afslutningen fra Cristiano Ronaldo, der havde fået fat på bolden.

Den portugisiske stjernespiller, der ikke havde en af sine bedste dage, ramte få minutter senere stolpen, men der blev ikke scoret yderligere.

Real Madrid fører Primera Division med 43 point for 18 kampe.

Malaga har 21 point for 19 kampe og indtager 13.-pladsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx