Af Ritzau - 07/06-17 15:27

Hareide antyder genvalg til angrebstrio mod KasakhstanHareide antyder genvalg til angrebstrio mod Kasakhstan

Landstræneren ser Kasper Dolberg som en direkte konkurrent til Nicolai Jørgensen, der lige nu er førstevalg.

storybild

Nicolai Jørgensen står fortsat foran Kasper Dolberg i angrebshierarkiet og kan se frem til at beholde sin plads som centerforward mod Kasakhstan på lørdag. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Der bliver efter alt at dømme genvalg til Nicolai Jørgensen, Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen i offensiven, når det danske fodboldlandshold møder Kasakhstan i VM-kvalifikationen på lørdag.

Efter at have sundet sig oven på 1-1-kampen mod Tyskland erklærer landstræner Åge Hareide sig vældig tilfreds med trioen, der både har fart og fysik som våben.

- Vi skal huske på, at de to kantangribere skulle arbejde meget hårdt bagud mod tyskerne. Det var en balancegang mellem at hjælpe vores backer og samtidig være friske nok til at angribe modstanderen.

- Det er svært, for det er et boks-til-boks-arbejde. Konditionsmæssigt var det imponerende, hvor meget Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite arbejdede. Det er det, der kræves i international fodbold, siger Åge Hareide.

Som midterangriber var Nicolai Jørgensen kommet på en stor opgave mod det tyske centerforsvar.

Topscoreren fra den hollandske Æresdivision kom ikke frem til så mange farlige afslutninger, men får alligevel en fornuftig bedømmelse af sin indsats.

- Nicolai er blevet stærkere. Han var oppe imod nogle rigtig hårde hunde fra Bundesligaen, og man kan se, at hans fysik er blevet bedre. Han skærmer bolden bedre og holder bedre i bolden, end han har gjort tidligere.

- Han kom ikke til så mange chancer, men han har kvaliteterne til det, lyder det fra Hareide.

Nordmanden lægger ikke skjul på, at Jørgensen er førstevalg til pladsen som midterangriber, også fordi Andreas Cornelius er ude af Kasakhstan-kampen på grund af karantæne.

Her må talentfulde Kasper Dolberg igen belave sig på at tage plads på reservebænken.

- Nicolai har mere erfaring og har lige nu et forspring. Man skal også huske, at Kasper har haft en lang og hård sæson. Det er en ung spiller, vi taler om.

- Han har gjort det fantastisk godt, men ham, han konkurrerer med, er topscorer i Holland. Og når vi spiller med tre angribere, så er de to konkurrenter til pladsen i midten, siger Åge Hareide.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx