Af Ritzau - 17/12-16 14:13

Dansk herredouble møder japansk mur og misser finaleDansk herredouble møder japansk mur og misser finale

Det blev ikke til en plads i finalen for den danske herredouble Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen.

storybild

Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding tabte lørdag til Takeshi Kamura og Keigo Sonoda fra Japan. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Stringer)

Tredje gang blev heller ikke lykkens gang for de danske badmintonspillere ved Dubai World Superseries Finals.

Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen tabte semifinalen 17-21, 19-21 til Takeshi Kamura og Keigo Sonoda fra Japan.

Dermed er tre semifinaler med dansk deltagelse endt med nederlag ved sæsonfinalen i badminton.

Tidligere lørdag er Jan Ø. Jørgensen også røget ud af turneringen i herresingle, mens damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ligeledes tabte i semifinalen.

Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen var længe godt med i kampen mod japanerne.

I første sæt fulgtes parrene ad helt frem til stillingen 17-17, men japanerne snuppede fire point i træk og dermed sættet.

Danskerne gjorde også fin modstand i andet sæt, hvor det stod helt lige ved 11-11. Men igen var japanerne skarpest i slutfasen.

I en af duellerne leverede Mads Conrad-Petersen akrobatisk badminton, da han først kastede sig efter fjerbolden, dernæst returnerede bag om ryggen og til sidst liggende fik sendt nogle bolde over nettet.

Japanerne vandt dog duellen og kom kort efter afgørende foran med 16-12 og siden 20-17.

Trods et par danske reduceringer endte det aldrig med spænding om udfaldet.

Dansk badminton har stadig to muligheder for en plads i søndagens finaler, da herresinglespilleren Viktor Axelsen samt mixeddoublen Christinna Pedersen og Joachim Fischer skal spille semifinaler senere lørdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx